BRUXELLES – I 2024 vil et effektivt, billigt og miljøvenligt tognet sørge for, at du kan lægge dig til at sove i København og vågne op næste morgen i Warszawa, Pisa eller Amsterdam. Kigger du fra togkupeen ud på markerne, vil du se europæiske landmænd, der dyrker jord og opdrætter dyr efter økologiske principper. Målsætningerne i Parisaftalen er godt på vej til at blive efterlevet af alle medlemslande, og i de hårdtprøvede sydeuropæiske lande, som for eksempel Grækenland, tegner tilværelsen sig lysere for ungdommen, der nu har bedre muligheder for job og uddannelse.

Det allerstørste politiske vidunder er, at prisen for de mange forandringer ikke rammer skævt på tværs af kontinentet. Syd, nord, øst og vest har solidarisk løftet i flok og har samtidig vist blandt andre Ungarns premierminister Viktor Orbán, at vi står fast på de demokratiske principper.