Den gode vilje

Ytringsfrihedsdebatten raser endnu en gang i Danmark, og emnet er en gammel kending: muhammedtegninger. Debatten er et moralsk dilemma, og sådanne har sjældent et simpelt svar. Spørger man imidlertid Nye Borgerlige, Martin Krasnik eller Tom Jensen, synes det moralske dilemma dog knap så kompliceret. Ytringsfrihed er ikke blot en ret og en frihed. Det er en pligt, koste hvad det vil. Men alle tre parter glemmer vist deres borgerlige rødder.

Kernen i borgerligheden er hverken stram udlændingepolitik, lave skatter eller provokation for provokationens skyld. Kernen er en stærk tro på frihed, og i friheden ligger sympatien og empatien til ens medmennesker som en naturlig forudsætning. I friheden ligger en selvsikkerhed i at vide, hvad jeg kan gøre, men ikke nødvendigvis at jeg skal gøre det, blot fordi jeg kan.

Læs også Martin Krasniks kommentar til de ny aflyste annoncer fra Nye Borgerlige.

For moralfilosoffen Immanuel Kant faldt det hele tilbage på den gode vilje. Altså det at gøre det rigtige. Heri ligger, at det ikke bør være dine handlingers konsekvenser, der dikterer, hvad du gør, men at du udelukkende gør noget af respekt for samfundets moralske regler. For Kant er moral og logik således det samme. Herfra kan det kategoriske imperativ udledes – altså at din vilje/moral skal være konsistent. Med andre ord: Giver det mening for dig at ville, at alle andre skulle gøre, hvad du har lyst til at gøre? Det kategoriske imperativ fordrer, at man ikke kun skal respektere sig selv, men også andre som moralske personer.

Ytringsfrihedskommissionens betænkning fra april 2020 indeholdt en befolkningsundersøgelse med en population på 2258. Her har man blandt andet spurgt til politikeres og mediers ytrings­frihed. Under halvdelen af populationen mener, at både politikere og medier skal kunne udtale sig, som de vil, hvis det krænker eller sårer andre. Dette lyder unægteligt som en form for moralsk afvejning. Et kategorisk imperativ, om man vil. De færreste har lyst til at blive krænket. Ikke engang krænkere. Endnu mere markant bliver det, når populationen adspørges, om den mener, at politikere og medier skal kunne udtale sig, som de vil, hvis det kan true statens sikkerhed. Blot cirka en femtedel er enige heri. Det er mindre tydeligt, om der her er tale om moral eller frygt, men i intet tilfælde har politikere og medier flertallet med sig.

Spørgsmålet om ytringsfriheden og retten til at vise tegninger af Muhammed er ikke et spørgsmål om grundlæggende liberale vestlige værdier på den ene side og muslimer som én gruppe, der skal have en lærestreg, på den anden side. Fundamentale islamister er der ingen andre end fundamentale islamister, der ønsker i noget samfund.

Imidlertid er jeg ked af at sige, at selvom ytringsfriheden ofte er et formidabelt våben, bekæmper ytringsfrihed ikke hjernevaskede, ustabile og vanvittige individer, lige meget hvor meget jeg, Martin Krasnik, Tom Jensen eller Nye Borgerlige elsker den. Heller ikke hvis man indrykker annoncer i store aviser med billeder af profeten Muhammed. Tværtimod krænker det en masse helt almindelige muslimer, mens det samtidig puster til ilden ved at opildne syge individer, som selv den bedste efterretningstjeneste ikke har en jordisk chance for at stoppe. Lad os ikke synke til laveste fællesnævner i en vigtig kamp, blot fordi vi kan.