Debat

Umyndiggørelse

Nikoline Linnemann Prehn og Sebastian Kirkgaard Nielsen, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Danske 15-årige har endnu en gang hevet guld hjem til Danmark. Guldmedaljen i druk. På baggrund af blandt andet dette har formanden for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, foreslået, at alkohol forbydes til gymnasiefester. Men dette forslag handler ikke bare om alkohol. Det er et billede på en tendens, der de seneste år langsomt har tilbagerullet værdierne fra sen-60ernes ungdomsoprør. En fejlslagen tendens, hvor tilliden til ungdommen fjernes. Strammere fraværsregler, digital overvågning af eksamener og nu denne misforståede tvangsomsorg for den danske ungdom er blot få eksempler.

Naturligvis skal 15-årige ikke drikke sig i hegnet hver weekend. Men forslaget handler om gymnasiefester, og i og med at langt størstedelen af gymnasiernes elever er ældre end 15 år, virker det som en ulogisk slutning, at Vedersø sætter forslaget i forbindelse med undersøgelsen. Det fremstår uigennemtænkt at forbyde alkohol til gymnasiefester for at ændre drukkulturen blandt folkeskoleelever. Vedersøs forbudsforslag vil hovedsageligt ramme en aldersgruppe mellem 17 og 20 år. Altså unge mennesker, hvoraf en stor del er myndige, og som staten ellers lader deltage i såvel demokrati som krig. Men som Vedersø øjensynligt ikke stoler på kan styre eget alkoholindtag.

De ældre generationer må beslutte, om de stoler på ungdommen eller ej og lade enten denne tillid eller mistillid skinne igennem ensartet i alle aspekter af samfundet. Forslaget om alkoholforbud til gymnasiefester har ydermere endnu en gang bragt liv i debatten om at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol. Nogle mener, at man skal være 18 år for eksempelvis at måtte købe øl og cider. En sådan handling er endnu et skridt i umyndiggørelsen af ungdommen. Hvis vi unge fratages vores frihed, rettigheder og muligheder, lærer vi aldrig at tage ansvar for os selv.

Hjemrejse

Mattias Tesfaye, Udlændinge- og integrationsminister

Den nye Hjemrejsestyrelse skal fra 1. august hjælpe afviste asylansøgere hurtigst muligt ud i lufthavnen. De har fået afslag på asyl i begge instanser og skal derfor hjem. Opgaven har indtil nu været varetaget af Dansk Flygtningehjælp.

I sidste udgave af Weekendavisen udtrykte Jørgen Grønnegård bekymring for denne beslutning (»Den tilknappede stat«, #29, red.).

Jeg vil godt starte med at fastslå, at ministeriet har et rigtig godt samarbejde med Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Idrætsforbund og flere andre frivillige organisationer. De løfter en opgave, som gør en enorm forskel. Vores samarbejde med Dansk Flygtningehjælp vil derfor også fortsætte – selvom det bliver i en noget mindre udgave, når det handler om afviste asylansøgere.

Nu prøver vi i stedet at samle opgaverne i en ny statslig Hjemrejsestyrelse. Og det er rigtigt, som også Grønnegaard nævner: Det vil bære præg af at være mere tilknappet og myndigt, mere statsligt og mindre NGO-agtigt. Og denne ændring sker med åbne øjne.

Det er både dyrt, uretfærdigt og enormt undergravende for flygtningepolitikkens legitimitet, hvis folk ikke accepterer de afgørelser, der træffes. De ministre, jeg har talt med fra andre EU-lande, står med samme udfordring som os. Overalt er de afviste asylansøgere et tema, der fylder meget og har høj prioritet.

Vi ved, at vedvarende, tidlig og gentagen rådgivning fungerer. Derfor har det også undret mig, at asylansøgere, der får afslag, ikke straks møder en myndighedsperson, der kan fortælle, hvad der nu skal ske. Det er jo mennesker, der kan have været årevis undervejs. Måske har de brugt hele familiens opsparing. Det må være et enormt psykologisk tilbageslag at få afslag. De skal da ikke bare stå for sig selv på fortovet ude foran Flygtningenævnets lokaler i Adelgade. Så er der alt for stor risiko for, at hjemrejsen går i hårdknude. For fremtiden vil myndighederne være opsøgende, direkte og få endnu flere værktøjer til at motivere udlændingene til at samarbejde. Det synes jeg er godt.

Identitetspolitik

Nikolaj Nottelmann, lektor, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

Tak til Morten Heiberg Kjær for at opfordre til borgerlig forståelse for venstreorienteret identitetspolitik i Weekendavisen #29 (»Borgerlig identitetsflugt«, red.). Kronikken kommer desværre dårligt i mål med sin sympatiske hensigt. Det er simpelthen forkert, at der fra en borgerlig liberaldemokratisk grundindstilling »intet er, der taler for at fastholde en generel kritik af moderne identitetspolitik«.

Groft sagt kan man tale om tre former for respekt for personlig identitet inden for liberal demokratisk teori. I den klassiske forståelse har individers rettigheder absolut forrang frem for gruppers. En borger har ret til at danne og ytre sine personlige overbevisninger og forsamles med ligesindede. Men disse rettigheder kan aldrig indskrænke nogen anden borgers tilsvarende formelle rettigheder, uanset det sociale magtforhold mellem borgerne og deres grupper.

Hos mange venstreorienterede teoretikere insisteres tværtimod på sådanne magtforholds betydning. Nogle marginaliserede og stigmatiserede identiteter har krav på en særlig beskyttelse og skånsomhed, der berettiger indgreb i andre borgeres frihed. Endelig er der inden for moderne liberalisme en stærk republikansk tradition, for eksempel hos Jürgen Habermas. Her fremhæves bestemte typer af identitetsdannelse som særligt værdifulde for den liberale stat. Borgere bør danne deres identitet gennem deltagelse i fælles politiske projekter, i stedet for at gruppere sig efter forudgivne individuelle identiteter.

Heiberg Kjær synes at forstå moderne dansk borgerlighed som en hyklerisk dansk-etnisk variant af udsatte gruppers kamp for egne særrettigheder. Dette rammer fint den yderste na­tional-konservative højrefløj. Men store dele af den borgerlige modstand mod venstreorienteret identitetspolitik skal nok snarere forstås i republikansk optik: Den er udtryk for en bekymring for den danske stats beståen som et nogenlunde liberalt demokrati, hvis mange borgere nægter primært at forstå sig selv som ligeværdige deltagere i et overordnet liberalt projekt for i stedet at bekrige andre borgere ud fra ekskluderende gruppeidentiteter. Heiberg Kjær har dog ret i én vigtig ting: Den republikanske bekymring angår både, hvad der kommer fra de påberåbte dansk-etniske og minoritets-seksuelle »safe spaces«.

Præstekors

Morten Fink-Jensen, lektor, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

I Opinion i Weekendavisen # 29 blev der bragt en rettelse af årstallet på trækorset til minde om en myrdet luthersk præst i Vinderød i Nordsjælland. Ifølge pladen på korset fandt drabet sted i 1536, ikke i 1530. Desværre gives i rettelsen også en række fejlagtige forklaringer: Der var ingen lutherske præster i 1530, Reformationen blev først aktuel efter Frederik Is død i 1533 og med afslutningen af Grevens Fejde i 1534. Det er alt sammen forkert. Reforma­tionen bredte sig i Danmark i løbet af 1520rne, og i 1530 havde talrige sogne og kirker lutherske præster. De eksisterede side om side (men ikke altid i fred og fordragelighed) med de katolske kirker, som først blev tvangsreformerede efter Christian IIIs sejr i Grevens Fejde – som var i 1536. Hvorvidt præsten i Vinderød var luthersk allerede før 1536, vides ikke. At han i 1536 skulle være blevet dræbt af katolske sognefolk, ved man heller ikke. Tværtimod tyder en kilde på, at den samme præst passede sognet (Kregme og Vinderød) både før og efter 1536. Historien om mordet er et gammelt sagn, som der ikke er historiske kilder til. Det kors, der kan ses på stedet, er opstillet i anledning af 400-året for Reformationen i 1936.

Alchemist

Jørgen Krøigård, Skrænten 21, 5270 Odense N

Weekendavisens kultursektion #29: Det er sandelig blevet sommerferietid på Weekendavisen. Hvorfor ellers bruge tre fjerdedele af en stor avisside på et billede af en mur? Hvor står muren? Hvorfor er den så vigtig? Der er ikke engang en billedtekst. Artiklen handler åbenbart om et sted kaldet Alchemist, og hovedpersonen er kok. Altså må det være et spisested, men hvor ligger det? Man skal langt ned i teksten, før det fremgår, at det ligger i København. Det kunne jeg da have sagt mig selv. Det er klart, at det ligger i verdens navle, København. Jeg troede, at Weekendavisen ikke bragte tekst­reklamer, men der blev jeg klogere. Hele teksten er en lang reklame for restauranten, endda med vejledning i, hvordan de forskellige retter smager. Velbekomme, siger jeg bare.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.