I dag er Kattegats skråtstillede bølger grønne og glasagtige. Jeg lægger mig ned i køligheden og laver de bevægelser, vi lærte i svømmehallen, og som bar os frem til 200-metermærket i broderet stof. Vi var stolte. Jeg har glemt, hvor omvæltende og fantastisk det føltes som barn at lære at flyde, at få hovedet under, at skovle sig fremad. Vi drev ind i blåt territorium og fik forbindelse til noget væsensforskelligt. Det var en udvidelse, en erobring af et nyt element.

Jeg svømmer med hovedet oppe i det velkendte: solens varme, en lille smule vind, mågeskrig, guldglimmer og lugten af hav. Der skal kun en svag vinkling af kroppen til, så er man nede i en afdæmpet verden med svage stenskred og dovne bobler, lyde, som ofte illustrerer drømmesekvenser i film. Man er ikke længere hjemme hos sig selv, tungt gående på jorden, men uvirkeligt vægtløs og omsluttet, ikke bare af snævre Kattegat, men af det enorme, dybe Atlanterhav længere væk. Alt, hvad vi er og har – Østersøen, Kattegat, Skagerrak, Nordsøen (Vesterhavet) – er »tilstødende have« til Atlanten.