Dagen ifølge Pernille Stensgaard

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Jeg forstår udmærket, at afrikanske lande er trætte af den patroniserende tone i julehittet Do They know it’s Christmas (at All)?. Hele kontinentet fremstår som én stor magtesløs sultkatastrofe.

Kunne man stille det samme naive spørgsmål til verdens politiske ledere i stedet: Ved de, at det er jul?

Ikke en dag uden en ny krise, en ny krig eller en ny provokerende kandidat til livsvigtige poster i et USA ledet af Donald Trump.

I Information skriver chefredaktør Rune Lykkeberg, at det er punk at være positiv, og at hans avis vil gøre julen »fantastisk igen«, men lyder det ikke en smule ironisk og umuligt i disse tider? Jeg har selv svært ved at omformulere de forfærdelige daglige nyheder til noget godt, men lover at forsøge.

1. Biden er en løgner

Den amerikanske præsident, der forvirrende nok stadig hedder Joe Biden, selvom alt drejer sig om hans afløser, lovede oprindeligt, at han kun ville fungere som en bro og efter én og kun én sæson i Det Hvide Hus overlade posten til en ny demokratisk præsident. Men han forvandlede sig til en mur og skulle presses ud alt for sent.

Han har også lovet gentagne gange, at han under ingen omstændigheder ville falde for fristelsen til at benåde sønnen, Hunter Biden, der risikerede fængselsstraf for brud på våbenlov og skatteunddragelse. Men så gjorde han det alligevel og gav Trump en virkelig god grund til at triumfere.

Begge løftebrud har skadet Det Demokratiske Parti voldsomt. Og i øvrigt: Hvorfor skal en præsident overhovedet kunne benåde personer, der er dømt af det amerikanske retsvæsen? Og da slet ikke nær familie. Det virker paveligt, gammeldags og lemfældigt. Hvis Mette Frederiksen gjorde noget tilsvarende, ville jeg rase herfra til evigheden.

Bidens begrundelse lyder som talt ud af Trumps mund: at sigtelserne mod sønnen var politisk motiverede og udtænkt til at skade ham politisk. »Hunter blev kun peget ud, fordi han er min søn – og det er forkert.«

I The New York Times kalder kommentator Bret Stephens begrundelsen »nonsens«, fordi sigtelserne udspringer fra Hunter Bidens »hæmningsløse livsstil, forstærket og finansieret af hans villighed til at handle skamløst med familienavnet«.

En analyse i samme avis forudsiger, at Bidens beslutning vil gøre det sværere for demokraterne at forsvare Justitsministeriets uafhængighed og modstå Trumps utvetydige planer om at bruge det til politiske formål, for eksempel når han forsøger at indsætte Kash Patel, en rådgiver, der har svoret at »komme efter« Trumps fjender, som næste direktør for FBI.

Endelig er Trump og Biden enige om noget: at de er forfulgt af et uretfærdigt amerikansk retssystem. Hvad vil det betyde for amerikanernes tillid til samme system, når en mand fra hver lejr påstår det?

2. Ishøj købte sig af ghettolisten

Apropos lemfældighed: Vejleåparken i Ishøj er med sine 5.000 beboere netop røget af statens ghettoliste, simpelthen fordi kommunen fik dem til at hente eksamenspapirer fra deres hjemlande, og vupti var uddannelsesniveauet højt nok til at blive slettet fra listen, skriver Jyllands-Posten i dag.

Den manøvre kostede kommunen 17 millioner kroner. Regningen har borgmester Merete Amdisen (A) sendt videre til socialminister- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (A).

»Jeg har ikke en forventning om, at regningen bliver betalt, men det ville være godt for ministeren og Folketinget at se, hvad det betyder for en lille kommune at være på listen,« siger borgmesteren. Samtidig faldt andelen af dømte beboere under grænsen på to procent, og det kan man trods alt ikke købe sig til.

3. Dødsøjeblikkets klarhed II

I går skrev jeg om H.C. Andersens sørgelige eventyr Grantræet som ren carpe diem, en opfordring til at leve her og nu, og selvom det måske er upassende at parallelisere et træ og et menneske, kan jeg ikke lade være:

Francois Zimeray, den daværende franske ambassadør i Danmark, overlevede terrorangrebet på Krudttønden for snart ti år siden. Han følte sig så tryg og godt tilpas i København, at han ikke engang havde låst sin cykel, men siden attentatet har han haft en følelse af at leve på bonustid, siger han i Kristeligt Dagblad: »Når man indser, at livet kan stoppe fra det ene øjeblik til det andet, begynder man at kunne se anderledes på tingene og træffe andre valg.« 

Præsident Macron tilbød ham selv at vælge sin næste ambassadørpost, men Zimeray ønskede at få sin frihed tilbage og som advokat forsvare ofre for overtrådte frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed.

»Derfor er jeg også skuffet over, at Danmark har forbudt koranafbrændinger. Ikke fordi jeg støtter den slags stupide handlinger. Men man må have mod til at sige, at frihed afhænger af debat, og at konfrontationen mellem ideer kan virke stødende. Uden dette gives der ingen tankefrihed.«

Således opmuntret

Venlig hilsen
Pernille Stensgaard

PS. Skriv gerne: pesd@weekendavisen.dk