Dagen ifølge Pernille Stensgaard

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læsere

»En ny dag truer,« stønner Radisernes evigt smådeprimerede Søren Brun, når han vågner om morgenen. Omvendt har jeg en veninde, der sparker sig selv ud af sengen med et »op at stå, op at gå!« Så er man i gang. Velkommen til nyhedsbrevet og en ny dag, hvor alt kan ske.

Hvad vi ved med sikkerhed, er, at Egyptens præsident al-Sisi, Trumps favoritdiktator, er i København og modtages af gardehusarer og kongepar. Elefantordenen får han også trods alle sine slette gerninger. Hele dette sublime skuespil udspiller sig, fordi han er en uhyre vigtig brik i Mellemøsten og – mere merkantilt – overhoved for 100 millioner mennesker. Den gode nyhed er, at han ønsker at knytte sit land af ufrie borgere tættere til EU, så måske er det hele umagen værd.

1. Vinden har desværre lagt sig 

Den evige vestenvind har forvandlet Nordsøen fra fiskernes farlige hav til Europas powerhouse og Jylland til en slags vindens Saudi-Arabien. Danske og europæiske politikere forestiller sig ét stort energifelt, der vil tiltrække investeringer for hundreder af milliarder af kroner, når gigantiske selskaber flytter ind i den marine verden. Nervøse havbiologer taler om, at havet var ved at blive et industriområde. Vestkysten handler om energi – ren fremtid og verdens frelse. Folk og kapital burde strømme til.

Hvor bliver de af? Nu står planerne stille. Ingen som i ingen havde budt på opførelsen af tre gigantiske vindmølleparker ud for Hvide Sande, da fristen udløb i går. Det hjalp ikke engang at kalde udbuddet »historisk«. Det kan ikke længere betale sig for energiselskaberne at rejse møllerne, fordi renten og prisen på materialer er steget. Nu skal Energistyrelsen tænke over, hvordan man kan få det til at betale sig.

2. »Kom, himmel, græd med mig«

Afghanistans nye gamle og stadig rædselsvækkende magthavere, Taleban, har bestemt sig for at udelukke landets kvinder fra at uddanne sig til jordemødre, laboranter, sygeplejersker, fysioterapeuter og farmaceuter, skriver den afghanske journalist Wahida Faizi i Politiken. Kvindelige studerende samlede sig på den sundhedsfaglige skole i Kabul og sang »Kom, himmel, græd med mig« i fællessalen og på gangene. Nu er der ingen vej ud af afghanske kvinders klaustrofobiske tilværelse, for universiteter og andre uddannelser er for længst lukket for dem. For nylig blev det også forbudt kvinder at tale på gader og stræder, »hvilket reelt fratager afghanske kvinder deres grundlæggende ret til ytringsfrihed«, skrev Det Europæiske Råd i en pressemeddelelse.

Den groteske situation er altså, at halvdelen af befolkningen er usynlig, må hviske, og når kvinderne skal føde, har brug for en læge, skal vaccineres eller er kommet til skade, er det hos en mand, det foregår. Jeg går ud fra, at en mandlig læge eller sygeplejerske ikke kan undgå at se kvindelige patienters nøgne kroppe, mens kvindelige læger og sygeplejersker ikke må. Det hænger ikke sammen, ikke engang i en forskruet logik styret af sømmelighed.

3. Julefrokostens malplacerede åbenmundethed

Og nu til julefrokoster. Jeg husker en i slutningen af 1980erne, da jeg arbejdede på et nu lukket erhvervsmagasin: Under jubel kom vores fremmeste politiske analytiker dansende ind i kantinedamens kjole (hvor var hun imens? Det husker jeg ikke), senere fik en økonomisk journalist sin hånd klemt i døren og måtte køres på skadestuen. Praktikanter kyssede redaktører, journalister kyssede hinanden, og alle smagte af røg. Men værst af alt var de pludselige betroelser eller med Ugebrevet Mandag Morgens udtryk »malplaceret åbenmundethed«. Et godt råd fra Mandag Morgen til alle store, små og mellemstørrelse ledere lyder sådan: »Gør som Askepot. Du forlader arrangementet inden midnat, i så ædru (og clean) tilstand, at du kan køre derfra. Så undgår du formentlig at dumme dig, og du kan smutte, inden kareten bliver forvandlet til et græskar.«

Jeg er vild med det forbeholdne »formentlig«, for selv som pivædru er det muligt at være menneske og sige og gøre virkelig dumme ting.

God fornøjelse i aften!

Jeg har efterlyst gode navne til det kommende verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke, fordi jeg synes, at ordet »center« er kedeligt og alt for praktisk. En læser, Karen Kofoed, foreslår »noget så enkelt som Historiens Hus«. En anden læser, Søren F. Fink foreslår »Hroars Hus« efter sagnkongen Hroar. Byens navn kommer af det gamle nordiske mandsnavn Rōir og kilde, og historiefortællinger har allerede fra begyndelsen af middelalderen søgt at forklare navnets oprindelse som sagnkongen Ros navn. En tredje læser, Per Wejs Andersen, er også optaget af Roar. Der er tale om den samme sagnfigur, blot stavet forskelligt. Nemt er det ikke. Wejs Andersen sætter sine to forslag sådan op:

R

O

A

ARV

S

eller

R

O

ARV

R

ROSKILDE

Tak for denne gang og glædelig jul

ønsker

Pernille Stensgaard

P.S.

Har De god tid i dag? I morgen? En eller anden dag i december? Læs for himlens og underholdningens skyld en fantastisk og dejlig lang historie om den unge Carlo Acutis’ vej fra død teenager til katolsk helgen: »Inside the Vatican’s secret saint-making process« i The Guardian.