Kære læser

Er det en god nyhed, at amerikanerne nu må hoste op med næsten 100 kroner for en bakke med 12 æg?

På en uklædelig, tæt på skadefro måde, som jeg ikke er for god til at nægte mig selv, så: ja. Nogle republikanerne kunne jo tage æggeprisen som bevis for, at deres præsident ikke holder sit vigtigste løfte til dem – at det skulle blive billigere at leve i De Forenede Stater. Heller ikke de rigeste amerikanerne går fri: Bloomberg har regnet ud, at de erhvervsfolk – Elon Musk, Mark Zuckerberg, Jeff Bezos osv. – som var til stede ved Trumps indsættelsesceremoni, har mistet over 1.400.000.000.000 kroner i løbet af de syv uger, Donald Trump har været præsident.

Velkommen til dagens nyhedsbrev, hvis bestyrer forsøger, men simpelthen ikke er i stand til at løsrive sig fra Trumps cirkus.

1. Køb ikke amerikanske underbukser

EU har offentliggjort en formidabel og ekstremt målrettet liste på 99 sider med nøje udvalgte amerikanske varer, som vil blive pålagt straftold pr. 1. april, hvis ikke Trump inden 26. marts trækker sin straftold tilbage.

Listen begynder med forældre til kyllinger med en vægt under 185 gram og slutter 99 sider senere med malerier, eksempelvis oliemalerier, akvareller, pasteller og håndtegninger. Undervejs fra første til sidste side straffes et utal af varer, herunder tyggegummi, frugt, koffeinfri kaffe, underbukser, pyjamasser, sko.

Se den fulde liste her.

En EU told på sojabønner vil ramme landmændene i Mike Johnsons hjemstat, Louisiana. Foto: Will Oliver, Scanpix
En EU told på sojabønner vil ramme landmændene i Mike Johnsons hjemstat, Louisiana. Foto: Will Oliver, Scanpix WILL OLIVER

Med listen går EU efter ting, man kan købe fra andre lande, men også nærmest efter navngivne hadeobjekter i USA, for eksempel den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, som er fra staten Louisiana. EU ønsker, at landmændene i Louisiana skal vide, at det er Mike Johnson og republikanernes skyld, at de ikke længere kan sælge deres sojabønner til Europa. I dag køber europæiske importører nemlig sojabønner i store mængder fra landmænd i Louisiana. Det bliver så dyrt efter 1. april, at europæiske importører vil købe dem i Brasilien eller Argentina i stedet, og landmændene i USA mister en kunde. Derfor er sojabønner ikke et tilfældigt valg, skriver DR.

2. Ansæt, ansæt, ansæt!

En dansk mangelvare, der til gengæld ikke uden videre kan fås andre steder, er arbejdskraft. Landet støvsuges for folk, rekordfå er på kontanthjælp, alt for mange brancher mangler hænder.

Ind i denne ubalance træder nu Forsvaret, som er fortvivlende underbemandet, netop som det står foran sin store renæssance – og en skærpet sikkerhedssituation.

»Vi risikerer en kæmpe skandale med en masse nyt materiel, der står og ruster, fordi der mangler soldater,« siger Jesper Korsgaard Hansen, Centralforeningen for Stampersonel til Politiken.

Hvad gør man?

Kald på kvinderne, og hurtigt!

Troels Lund Poulsen vil have de danske kvinder til session hurtigere end aftalt i Forsvarsforliget. Foto: Henning Bagger, Scanpix
Troels Lund Poulsen vil have de danske kvinder til session hurtigere end aftalt i Forsvarsforliget. Foto: Henning Bagger, Scanpix

Hvis det står til forsvarsminister Troels Lund Poulsen, skal alle kvinder inviteres til Forsvarets Dag, i gamle dage kaldet session, når de fylder 18. De skal måles, vejes, testes og være i trøjen i 11 måneder (op fra nuværende fire), og det skal gælde allerede fra næste sommer, et år tidligere end aftalt i forsvarsforliget. Omkring en fjerdedel af de værnepligtige er allerede kvinder – bare frivilligt.

Hvor bliver det interessant at følge, hvad værnepligt i krig og fred vil gøre ved kvinder i et langt perspektiv. Vil de politisk rykke til højre eller yderligere til venstre? Vil de svælge i soldaterhistorier? Vil deres fædrelandskærlighed (moderlandskærlighed?) dykke eller styrkes?

3. Kødlandet Danmark

Da jeg var barn i 1960erne, kom halvdelen af alle frugter og næsten alle grøntsager, 92 procent, fra danske plantager, marker og drivhuse. Nu kan landbruget ikke finde ud af det længere. Kun ni procent af frugten og 26 procent af grøntsagerne er født og opvokset i Danmark. Og det fortsætter ned ad bakke i stor hast, branchen er i knæ og beder politikerne om hjælp.

Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, foreslår en slagkraftig grøn udgave af Danish Crown eller Arla, for det har vi ikke. 

Foto: Asger Ladefoged, Scanpix
Foto: Asger Ladefoged, Scanpix

Men kan man trylle og få Danmark til at ligne noget, det ikke er?

Vi er det land i EU med mindst areal til dyrkning af frugt og grønt. Vi er et kødland, hvor to procent af arbejdsstyrken bruger 62 procent af landets overflade til at lave dyrefoder til kvæg og 13 millioner svin, som vi især sælger til udlandet. Skulle vi vælge en daimon, en fiktiv manifestation af Danmarks sjæl, ville det blive en lille superintelligent lyserød gris uden krølle på halen. Den er klippet af, så vi ikke går og bider i hinandens.

Det var alt for denne gang, det har været en fornøjelse.

Venlig hilsen
Pernille Stensgaard