Dagen ifølge Jesper Vind

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Hvis De har været i skoven i weekenden, kan De sikkert bekræfte det gamle ordsprog:

Oktober har klædt skoven i guld,
vinden hvisker om vinterens kuld.

Vinden kommer ifølge DMI også til at blæse i dag, som netop er toårsdagen for den værste danske stormflod i mere end 100 år. Den ramte især det sydlige Danmark, og mange fik ødelagt hjem og sommerhuse.

1. Bunden af Lillebælt

Men her på toårsdagen har to ud af fem af dem, der anmeldte stormflodsskader til Naturskaderådet, siden fået afslag på erstatning, oplyser DR.

Siden 20. oktober 2023 har regeringen ellers sagt, at den vil udvide stormflodsordningen, så flere kan blive dækket af den, og så de mest udsatte kan have ro i maven, når det stormer.

I dagens Jydske Vestkysten kan man læse om Anders Ravn, der fik sit sommerhus i Kelstrup smadret. Vandet stod en meter højt i stuen, bølger og sten smadrede glaspartierne mod Lillebælt og skyllede arvestykker, møbler og bøger ud i havet. Hans og familiens fire år gamle sommerhus til 5,2 millioner kroner blev ødelagt på få timer, og han mistede mange kære private ejendele. 

Anders Ravn beskriver tiden efter stormfloden som en uendelig ventetid på forsikringer, taksatorer og kommunale beslutninger. »Forsikringsselskaberne har været hårde, og jeg føler mig mødt af opfattelsen af, at hver mand snyder. Man har næsten følt sig kriminel, når man har anmeldt noget. 'Har du kvitteringer? men øh ja, på bunden af Lillebælt!',« lyder det fra Anders Ravn.

2. Putins papegøje

Apropos at blive smadret har Ukraine oplevet det i længere tid fra Putins krigsmaskine. Og ifølge Financial Times oplevede præsident Zelenskyj i denne weekend endnu en gang at blive retorisk smadret af præsident Trump i Det Hvide Hus. Det skriver Financial Times.

Ifølge avisens kilder opfordrede Trump under deres ophedede møde i Det Hvide Hus Zelenskyj til at acceptere Ruslands betingelser for en afslutning på krigen. Trump advarede om, at Putin havde sagt, at han ville »smadre« Ukraine, hvis landet ikke gik med til en aftale.

Mødet i Washington blev ifølge kilder præget af råb og skænderier, og Trump skal flere gange have smidt kort over frontlinjen til side og krævet, at Ukraine opgiver hele Donbas-regionen. Han gentog mange af Putins argumenter fra en samtale, de to havde haft dagen før.

Trump afviste Zelenskyjs ønske om at få leveret amerikanske Tomahawk-missiler, og insisterede i stedet på, at konflikten skulle afsluttes ved at »fryse« de nuværende frontlinjer – en position, der ligger tæt på Ruslands krav.

Putin havde ifølge kilder tilbudt en aftale, hvor Ukraine opgiver de dele af Donbas, det stadig kontrollerer, mod at Rusland til gengæld afstår små områder i Kherson og Zaporizjzja. For Ukraine ville det dog betyde et uacceptabelt tab af territorium.

Zelenskyj reagerede efter mødet skuffet, og europæiske diplomater vurderer, at udsigten til øget amerikansk støtte til Kyiv nu er svundet.

3. Heinrich og Henrik

Apropos krig og massemord har Der Spiegel Online en bevægende artikel i dag. Den handler om tyskeren Henrik Lenkeit, der er 48 år og altid har været en stærk modstander af nazisme og jødehad. Men for et år siden opdagede han ved et tilfælde på nettet, at hans mormor, Hedwig Potthast, var elskerinde til SS-chefen Heinrich Himmler, der var Hitlers nærmeste allierede i Holocaust og arkitekten bag dødslejrene og gaskamrene. Dermed blev det klart: Henrik Lenkeit er barnebarn til en af historiens største massemordere.

Han har siden den grumme opdagelse undersøgt sagen grundigt, og dokumenter bekræfter, at hans mor var Himmlers datter. Sagen var, at Himmler levede et dobbeltliv med sin privatsekretær Hedwig Potthast, som fødte ham to børn under krigen. Efter 1945 trak hun sig tilbage og undgik offentligheden resten af sit liv. Hendes datter kendte til familieforholdene, men hun holdt forbindelsen til Himmler skjult for sin søn. For ham var opdagelsen et chok, han husker sin bedstemor som en »venlig gammel dame«, som han kaldte »Mutti«, og som gav ham chokolade, når han som barn besøgte hende i Baden-Baden.

Han beskriver også barndommen som følelsesmæssigt kølig – et resultat, mener han, af den fortrængte skyld i familien. Han vil nu bruge sin historie til at advare mod højreekstremisme. »Nazismens ideologi blev aldrig helt udryddet,« siger han. »Derfor må vi tage et ærligt opgør med vores egen familiehistorie.«

Lenkeit fortæller sin historie på en kølig, distanceret måde i Der Spiegel. Men igen og igen bryder vreden igennem – vreden over at være blevet løjet for i årtier. »Hvorfor kaldte man mig lige netop Henrik?« spørger han. Var det et skjult udtryk for loyalitet over for bedstefar Heinrich Himmler?

»Hvad har jeg arvet fra den mand?« spørger Lenkeit også. Det vil han aldrig få at vide.

Men han kan så konstatere, at der er megen sandhed i det gamle tyske ordsprog: »Blut ist dicker als Wasser, aber nicht alles Blut macht eine Familie.«

Moralen for alle andre er, at man bør glæde sig over, hvem man er kommet i familie med – tænk bare på historien om Heinrich og Henrik.

Venlig hilsen
Jesper Vind