Dagen ifølge Jesper Vind

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Forleden drømte jeg om Trump. Det føltes sygt bagefter, men fik mig til at tjekke, om der findes gængse ord for at have Trump på hjernen, for mit indtryk er, at jeg ikke er den eneste, der af og til har en overdreven Trump-fiksering.

I USA bruges det simple udtryk »Trump Obsession«, der relativt neutralt beskriver en overdreven optagethed af Trump, og så er der »Trumpomania«, som indikerer den helt maniske besættelse af ham. Endelig er der »Trump derangement syndrome« (TDS) – et polemisk udtryk, der bruges af Trump-tilhængere til at beskrive andres hadefulde besættelse af Trump.

Hvorvidt jeg lider af det ene eller andet, skal jeg lade være usagt, men nyhedsbrevets første historie handler i hvert fald om The Donald.

1. Ferguson om Trump

I den tyske kulturavis Die Zeit, der udkommer om torsdagen, har man et interview med historikeren Niall Ferguson om Trump. Ferguson tilhører netværket af intellektuelle, ultrakonservative og klassiske liberale, der har forbindelser til den nye amerikanske regering, og han siger blandt andet:

»Jeg kan ikke komme i tanke om nogen i Europa, der virkelig forstår, hvad præsidenten gør. Det var slemt nok, at han vandt valget, og europæerne kogte af raseri, da han begyndte at kalde Zelenskyj en diktator og beskyldte ham for at være skyld i krigen med Rusland. Vreden blev til ren bestyrtelse, da Trump og Vance også begyndte at håne den ukrainske præsident i Det Ovale Værelse og forvandlede Det Hvide Hus til en scene for reality-tv,« lyder det fra Ferguson, der pointerer:

»Det, som alle overser, er, at det faktisk har virket. I 50 år har amerikanske præsidenter forsøgt at overbevise tyskerne og europæerne om at tage mere ansvar for deres egen sikkerhed. Ingen af dem har haft succes. Indtil Donald Trump kom. Han klarede det på få dage. Tyskerne værdsætter ganske vist ikke Trump, men de burde være taknemmelige.«

Ferguson siger også, at »vi bør glemme myten om den liberale verdensorden og i stedet forholde os til realiteterne: den anden Kolde Krig, som vi lever i nu«.

Han vurderer, at »Ukraine vil enten blive et nyt Vietnam – eller et andet Sydkorea (...) Jeg sagde allerede kort efter krigens udbrud til Zelenskyj, at han under alle omstændigheder burde arbejde for en 'sydkoreansk løsning' – en, hvor han måske mister territorium, men hans land forbliver en levedygtig stat«.

2. Erdogans gameplan

Og så ikke mere Trump for i dag. I Tyrkiet vokser de demokratiske kræfters bekymring for tilstande som i Rusland eller Iran. Det fremgik af onsdagens protester i Istanbul, hvor tusindvis demonstrerede imod anholdelsen af overborgmesteren Ekrem Imamoglu og andre tyrkiske oppositionelle. Han stod til at blive udnævnt som præsidentkandidat for Det Republikanske Folkeparti CHP og dermed en direkte konkurrent til præsident Recep Tayyip Erdogan, og inden han kom bag tremmer, nåede han at udtale: »Vi står over for et stort tyranni.«

Det er der også meget, der tyder på, for præsidentens fængsling af sin politiske modstander følger et mønster. Erdogan har regeret Tyrkiet i mere end to årtier, først som premierminister og siden som præsident, og i denne tid har han skridt for skridt omdannet landet til et autokrati.

Han har undermineret retsvæsnet, ensrettet medierne og fængslet oppositionelle. Med anholdelsen af Imamoglu fratager han ikke blot en af landets mest populære politikere hans frihed. Han sætter også et stort spørgsmålstegn ved selve valgsystemet.

Det fastslår Der Spiegel, der har korrespondenter i landet, og de vurderer, at før Imamoglus fængsling »var der stadig én ting, der adskilte landet fra diktaturer som Rusland: Valg var måske ikke helt fair, men de var dog legitime og reelle magtkampe. Erdogan følger nu den russiske eller iranske model, hvor magthaveren bestemmer, hvem der må udfordre ham«.

3. En dårlig historisk dag

Leder man efter opmuntringer på en dag som i dag, skal man ikke kigge i de historiske annaler, for det er en dato med meget skidt på samvittigheden. Det var den 20. marts i 1890, at den tyske »jernkansler« Otto von Bismarck blev fyret af Wilhelm 2. Den unge kejser var modstander af Bismarcks forsigtige tyske udenrigspolitik og foretrak en voldsom og hurtig ekspansion af tysk magt i verden, hvor han ville sikre landets »plads i solen«. Det gik ikke godt, og nogle historikere mener, at der går en lige linje fra 20. marts 1890 til udbruddet af Første Verdenskrig i 1914.

En anden katastrofe begyndte den 20. marts i 2003. Det var Irakkrigen, som USA indledte med støtte fra Storbritannien, Australien og Danmark. Begrundelsen for invasionen var, at Iraks leder, Saddam Hussein, truede verdensfreden med et stadigt voksende våbenarsenal og atomvåben, men det passede ikke. Krigen blev en katastrofe, både for den irakiske civilbefolkning og for Vestens moralske anseelse og position i verden.

En tredje katastrofe – omend en mindre en af slagsen – indtraf 20. marts i 1969. Her giftede John Lennon sig med den japanske avantgardekunstner Yoko Ono. Hendes musikalske og personlige indflydelse ledte John væk fra de tre andre i The Beatles, og det blev begyndelsen på opløsningen af historiens største musikgruppe.

Ellers er det en fordom, der kører på, at det altid er en kvinde, der skal have skylden, når mænds venskaber går i vasken. Måske voksede De Fantastiske Fire bare fra hinanden.

Så nu er der ikke andet at sige end »Hello, Goodbye!«. Vi ses forhåbentlig i morgen til mit sidste nyhedsbrev i denne omgang.

Venlig hilsen
Jesper Vind