Dagen ifølge Andrey Kazankov

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Når jeg vågner, kigger jeg som det første efter, hvilke ukrainske byer mit fødeland, Rusland, har bombet i løbet af natten.

I går mandag gik det for eksempel især ud over havnebyen Odesa, hvor ti mennesker blev dræbt og mindst 55 såret. Min ukrainsklærer, der bor i byen, havde det heldigvis fint, og selvom hun var ked af det, har hun og familien efterhånden vænnet sig til de næsten daglige bombardementer samt til i perioder at klare sig uden el, vand og varme.

Blot et halvt døgn tidligere var det i regionalhovedstaden Sumy, at 12 mennesker blev dræbt og over 50 såret. Min tidligere journalistkollega og nu ven beroligede mig dog med, at hendes mor og bekendte i byen var uskadte.

Og sådan har det efterhånden været i nu 1.000 dage, hvor nogle er bedre, og andre er værre, men krigen fortsætter og fortsætter, og russerne bliver ved med at dræbe ukrainerne i forsøg på at erobre deres land.

1. Zelenskyj i EU-Parlamentet

Også i dag gør ukrainerne status over dræbte civile. Denne gang i et kollegium i byen Hlukhiv i Sumy-regionen, hvor et barn og seks voksne mistede livet.

Detaljerne om angrebet kommer blandt andre fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der helt som ventet har startet dagen med at minde ukrainerne og verden om, at den russiske erobringskrig har stået på i nu 1.000 dage.

Foreløbig har han gjort det med en ny video, hvori gamle optagelser fra krigens løb er blevet klippet sammen, og man kan blandt andet konstatere, at han faktisk optrådte i jakkesæt på krigens første dag. Og at den danske statsminister Mette Frederiksen (som igen er på besøg i Kyiv i dag) er blandt de statsledere, som har støttet Zelenskyj mest i løbet af krigen.

»Sammen har Ukraine, Europa og vores partnere i USA og verden ikke kun formået at forhindre Putin i at overtage Ukraine, men også forsvaret alle de europæiske nationers frihed,« sagde Zelenskyj, da han ved 11:30-tiden holdt en videotale til Europa-Parlamentet.

Han er efterhånden blevet verdensmester i den slags udtalelser, og lige så flotte erklæringer kommer ofte fra de vestlige ledere, som hylder ukrainerne og lover at hjælpe dem med at sejre i krigen. Men i løbet af de 1.000 dage har de samlet set ikke sat den nødvendige handling bag ordene.

2. Det viljeløse Vesten

Tag nu Joe Bidens seneste beslutning om endelig at tillade Ukraine at bruge de langtrækkende missiler ATACMS mod mål i Rusland. For det første er tilladelsen kommet for sent, da russerne har fået tiden til i fred og ro at flytte deres fly og andre vigtige mål længere væk fra grænsen end missilernes rækkevidde på 300 kilometer.

For det andet ser det ud til, at Bidens beslutning igen igen er bundet op på en række begrænsninger, og at ukrainerne dermed muligvis kun får lov til at angribe russerne i Kursk-regionen, men ikke i andre regioner langs den ukrainsk-russiske grænse. Derfor satte både ukrainske, internationale og danske eksperter spørgsmålstegn ved, hvor stor en forskel missilerne reelt kommer til at gøre.

For det tredje er der også tydelige spor af svaghed og ubeslutsomhed i den vestlige kommunikation. Som når den franske avis Le Figaro først skriver, at Frankrig og Storbritannien har givet Ukraine grønt lys til at bruge deres SCALP- og Storm Shadow-missiler mod mål i Rusland og senere sletter den oplysning i artiklen.

Det samlede Vestens tilgang til Ukrainekrigen ligner Joe Bidens usikre, tøvende og til tider skvattende ture ned ad en flytrappe. Flere og flere politikere er da også begyndt at tale om, at Vesten er nødt til at ændre sin strategi. Hvor i alverden er Ronald Reagan, når man har brug for ham?

3. Status på slagmarken

Toretsk, Tjasiv Jar og det snart omringede Kurakhove. Ved disse og andre ukrainske byer i Donetsk-regionen viser oversigtskort som dette fremgang for de russiske erobringstropper i løbet af det seneste døgn. Tilmed er der også meldinger om et efterhånden frontalt angreb mod byen Kupjansk i Kharkiv-regionen samt en lurende offensiv mod Orikhiv og andre byer i Zaporizjzja.

Som bekendt taler Donald Trump om, at han hurtigt vil tvinge Ukraine og Rusland til at indgå en fredsaftale. Men lige nu ser det næppe ud til at være realistisk, medmindre USAs kommende præsident skruer markant op for hjælpen til ukrainerne.

For efter et par halvdårlige krigsår er russerne begyndt at få overtaget på slagmarken. Og hvorfor skulle de stoppe, når det endelig går godt for dem?

Således blev september deres bedste erobringsmåned siden 2022. Oktober blev endnu bedre, og november er muligvis på vej til at trumfe den.

Men ukrainerne agter ikke at give op. På heroisk vis fortsætter de deres forsvars- og overlevelseskamp, og de kan stadig sagtens vinde den, hvis vi i Vesten endelig begynder at hjælpe dem helhjertet.

»Vi er her,« siger de til hinanden i dag. »Vores mål er sejr.«

Og så er det nok om krigen for nu. I morgen kigger vi på andre nyheder.

Til den tid ved vi måske mere om omstændighederne i den sag, hvor den norske kronprinsesse Mette-Marits søn er blevet sigtet for voldtægt.

Og hvad Bjarke Ingels eventuelt siger til sin nye opgave i et kvindeundertrykkende diktatur. Samt hvordan verdenssamfundet reagerer på lange fængselsstraffe til en række prodemokratiske aktivister i Hongkong.

Gode forslag fra læserne modtages stadig på ankv@weekendavisen.dk

Mange hilsner
Andrey Kazankov