Danmark skulle tilsyneladende ikke nyde noget. Der var ingen grund til at lede efter et svar, man måske ikke havde lyst til at finde: Nemlig gerningsmændene til sprængningen af Nord Stream-gasledningerne ved Bornholm i 2022.

For hvad nu hvis det ikke var russerne, der ville drive gasprisen op og føre hybridkrig? Men derimod amerikanerne? Den store ven og allierede? Eller Ukraine, som Danmark havde bundet sig til masten med, da russerne angreb Ukraine?

Hvor ville Danmark stå, hvis landet man støttede helt og fuldt havde ført krig på international grund?

Tyskland bad i hvert fald forgæves om hjælp fra Danmark til opklaringen af sabotagen. Det skriver Tysklands føderale anklagemyndighed i et ikke offentligt tilgængeligt anklageskrift dateret den 25. juni i år, som Danmarks Radio er kommet i besiddelse af. Det 108 sider lange anklageskrift er rettet mod en nu tidligere officer i Ukraines væbnede styrker ved navn Serhii Kuznietsov, som blev anholdt sidste år og nu sidder varetægtsfængslet i Tyskland. Eksofficeren stilles for retten i Hamburg senere i år.

I indeværende uge er endnu en ukrainsk mand dertil blevet anholdt i sagen.

Intet af dette er sket med Danmarks hjælp. »Danske myndigheder nægtede at efterforske på Bornholm og Christiansø på grund af en mulig trussel mod statens ve og vel,« citerer DR de tyske anklagere for at hævde i en gennemgang af det omfattende tyske anklageskrift.

Tyskland bad om særlig assistance til at afhøre havnefogeder og lystsejlere på Bornholm og Christiansø, da det kunne give oplysninger om, hvorvidt Ukraine og ukrainske aktører var involveret i sabotagen. Ifølge anklageskriftet er den danske afvisning fra Statsadvokaten i København dateret den 14. februar 2024.

Afvisningen af tyskerne skete, mens Mette Frederiksen (S) var statsminister og Peter Hummelgaard (S) var justitsminister.

Det danske efterretningsvæsen opgav at opklare sprængningen af gasledningerne fra Rusland til Tyskland efter angiveligt at have efterforsket i halvandet år – fra oktober 2022 til februar 2024. Begrundelsen for at indstille den danske efterforskning af Nord Stream-sabotagen lød i sin tid: »Der er ikke det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark.«

Om Danmark ved den efterfølgende afvisning af hjælp til Tyskland allerede havde opnået anvendelig efterretning, vides ikke. Men det er ualmindeligt at nægte en NATO-allieret samt EU-partner hjælp i en alvorlig sabotage-sag. Ikke mindst i farvand så tæt på Danmark, at selve gaslækket faktisk blev en del af dansk farvand.

»For mig at se er det her usædvanligt. Der er tale om en anmodning om nogle relativt ukomplicerede, rutineprægede efterforskningsskridt,« siger Birgit Feldtmann, professor i jura på Aalborg Universitet, til DR.

Ifølge det tyske anklageskrift går Serhii Kuznietsov og hans gruppe af sprængstofeksperter og dybhavsdykkere den 8. september 2022 ombord på sejlbåden »Andromeda« og sejler ud fra den lille havn i byen Wiek på halvøen Rügen i Nordtyskland. Kursen sættes mod Bornholm. Ombord er angiveligt fem mænd og en kvinde, mindst seks dykkerflasker indeholdende en højeksplosiv blanding af de militære sprængstoffer hexogen og oktogon. Sprængladningerne – der kan tidsindstilles – vurderes at have været på mindst 14 kilo.

Den 12. september tidligt om natten observerer vidner »Andromeda« og den ukrainske gruppe på Christiansø, fremgår det. »Det har ikke været muligt for de tyske efterforskere at fastslå, præcis hvornår de ombordværende ukrainske dybhavsdykkere skulle have anbragt de mindst seks sprængladninger på henholdsvis Nord Stream 1 og 2’s i alt fire gasrørledninger. Men et af de tidsrum, hvor vejret vurderes at have tilladt dyk ned til gasrørene på mellem 74 og 80 meters dybde, er netop dagene 10 til 12. september, står der i anklageskriftet,« ifølge DR.

Sprængningen finder sted den 26. september 2022.

Den anklagede Serhii Kuznietsov tilhørte under operationen en ukrainsk militær specialenhed med navnet A4103, som havde til formål at sabotere infrastruktur.

»Der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sabotagen blev begået efter ordre fra ukrainske statslige organisationer og styret af dem,« skriver den tyske anklagemyndighed. Såvel Frihedsbrevet som tyske medier har før skitseret, at den ukrainske stat er ansvarlig for sabotagen mod Nord Stream, hvilket altså nu støttes af anklageskriftet mod den tidligere ukrainske officer. Det synes vanskeligt i Danmark at afgøre, om det mest spektakulære er selve operationens udførelse, eller at Danmark ikke ville hjælpe tyskerne med at blotlægge den.

Den tyske anklagemyndighed ønsker, ifølge DR, ikke at kommentere sagen yderligere. Rigsadvokaten skriver i et svar til DR, at man ikke kan udtale sig nærmere om det konkrete internationale samarbejde i sagen og henviser til PET, der skriver, at man ikke ønsker at svare på spørgsmål.

I øvrigt …

De svenske socialdemokrater vil indføre totalt hundeforbud for personer, der indgår i kriminelle netværk. Det skriver avisen Aftonbladet.

Midt i den svenske valgkamp og debat om bekæmpelse af bandekriminalitet fremhæver Socialdemokraterne, at Sverige har »et større problem med kamphunde«. 

»Det handler om at øge trygheden for almindelige mennesker. Man skal ikke kunne bruge hunde til at skræmme eller skade andre, når man står på torvet og sælger stoffer,« siger Teresa Carvalho, der er Socialdemokraternes retspolitiske talsperson, til Aftonbladet: 

»Men det handler også om at forhindre bandekriminelle i at bruge hunde som statusmarkører.«

Kamphunde er, ifølge Socialdemokraterne, en bred betegnelse, der dækker fra pitbullterrier til og med chihuahua.