Attentat. Hvordan kunne vi tro, at det ikke ville ske, spørger Helle Merete Brix ti år efter angrebet på Krudttønden.
Da krigen kom
Den 14. februar 2015 om eftermiddagen rystede jeg nattens ubehagelige drøm af mig, trak i en præsentabel kjole og tog min vinterfrakke på. Jeg lynede mine nye lange støvler. Jeg pakkede også en pengekasse med byttepenge. Nogle ville måske betale deres entré til debatmødet om kunst, blasfemi og ytringsfrihed i Krudttønden kontant. Så begav jeg mig på gåben ud på den korte strækning til kulturhuset på Østerbro. Jeg var medarrangør og ordstyrer ved arrangementet, hvor den svenske kunsthistoriker og muhammedtegner Lars Vilks var en af talerne.
I Krudttøndens lobby med det store vinduesparti spøgte jeg med en politimand om, at det var ærgerligt for dem, at den feministiske aktivistgruppe Femens leder, Inna Shevchenko, der sammen med de øvrige Femen-medlemmer optrådte ved aktioner med bare bryster, formentlig ville tale fuldt påklædt. Den franske ambassadør drejede ind på pladsen på sin cykel. François Zimeray havde sagt ja til at sige et par ord om det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Så ville han gå igen.
Del: