For præcis et år siden, i februar 2020, lancerede den svenske nationalismeforsker Gina Gustavsson sammen med Oxford-professor David Miller bogen Liberal Nationalism and Its Critics. I deres forord fremhævede Gustavsson og Miller, at der er opbygget en kunstig modsætning mellem liberalisme og nationalisme.

»Det er en meget udbredt opfattelse blandt politiske tænkere, at der findes en modsætning, og at liberale må og skal være kosmopolitter,« forklarer Gina Gustavsson på en Zoom-forbindelse fra Oxford, hvor hun nu sidder i en forskerstilling.