Længe før jeg kører ind på landsbylægens gårdsplads i Torup, Nordsjælland, har jeg hørt historier om hende. Kan de passe? Har hun virkelig så god tid?

Intet skilt ved indkørslen fra landevejen, kun et husnummer og en grå postkasse med en masse navne, inklusive hendes eget, Anne Louise Born Sylvest. Mand og seks børn. På gårdspladsen står flere trailere, et par skurvogne i kanten, en bunke cykler, plantekasser, stridt græs, gamle havemøbler og udsigt over marker med hendes islandske heste. På pladsens ene langside, 43 skridt fra hovedhuset, ligger en smuk, minimalistisk træbygning, lægehuset, med en seddel på døren: Her tager vi skoene af. På strømpesokker sidder vi et par stykker omkring et lavt, rundt genbrugsbord, på en af stolene slumrer en sort og gylden kat. Alle vægge er behængt med indrammede børnetegninger, vi hører stille musik. Ud ad en dør træder kvinden, der ville bevæge sig roligere i et presset sundhedsvæsen. Være læge på en gammeldags måde.