At se ud ad vinduet

Det beskedne mål for min første dag som fuglekigger er at se Danmarks mest almindelige fugl, tornsangeren. Jeg sidder ved hjørnevinduet i det første morgenlys med en gammel kikkert og Fuglene omkring os. Der er ikke tale om at indhente tabt viden, for jeg har aldrig haft den, men om at finde vej ind til mylderet af fugle. Deres verden er uopdaget land for mig og derfor oplagt mål for et mikroeventyr, defineret som et enkelt, billigt, kortvarigt og lokalt eller i hvert fald nationalt eventyr, men med eventyrets faste ingredienser: en sindstilstand, hvor man forlader sin bekvemmelighedszone med entusiasme, ambition, åbenhed og nysgerrighed. Hvis definitionen holder, er der ingen grund til at gennemtrave ørkener eller bestige bjerge, eventyr kan findes alle vegne og hver dag. Begynd småt, men begynd! Med corona og tid er lejligheden der.

En ven sad i foråret i sit hus, smittet og kortåndet, og brugte flere dage på at artsbestemme en lille grøngul fugl, der jagtede insekter og bladlus på klatrerosen uden for hans stuevindue. Først da han blev sikker på dens sang, fik han den identificeret som gransanger. Den siger som en dryppende vandhane. En uanselig fugl med sin egen diskrete personlighed ifølge hans fuglebog. Det var, som om tid var noget helt nyt for ham, han lød nærmest lykkelig. Hans forklaring – eller undskyldning – var, at han var ved at blive gammel og følte sig mere og mere rørt over naturens skønhed og mange ukendte sider.