Alene hjemme

Min far var ikke melankoliker. Eller hvad? Svært at sige, når han ytrede sig så lidt i det hele taget. Om sig selv sagde han aldrig en lyd. Hvem gjorde det? Det gjorde man jo ikke. Næsten alt, hvad jeg mener og tror om ham, har jeg selv måttet gætte mig til eller finde på. Kun ét er sikkert, tror jeg nok, som ung ville han gerne have været billedkunstner, han gik i hvert fald på Akademiet, men talentet slog ikke til. Dér ligger måske en hund begravet, men det gjorde den i så fald i evigheder, og måske har jeg i tidens løb været tilbøjelig til at gøre den hund for stor.

Der var intet mærkbart uforløst i hans privatliv – som var det eneste, jeg kendte. Af andet fik man kun et lille glimt, når for eksempel en overordnet en sjælden gang telefonerede for at få nogle oplysninger. Jeg bilder mig ind at huske, at så rejste far sig op ved skrivebordet og svarede stående, så klart og omhyggeligt, han kunne – hvad han ellers ikke havde for vane. Engang var det mig, der som dreng måtte besvare en opringning fra sådan en boss, og svarede, som sandt var, at nej, desværre, han var på wc. Det fik far selvfølgelig at vide og blev stiktosset, hvad der kom bag på mig. Den slags skulle jeg blive ældre for at forstå.