Viden før ortodoksi

Weekendavisen har på linje med andre medier peget på, at universitetet har et problem med ubekvemme sandheder. Studier designes eller skæres til, så man når frem til politisk belejlige resultater. Typisk med et venstreorienteret snit.

Det er også noget, jeg kender fra min hverdag på universitetet, hvor det er tydeligt, at visse konklusioner kræver færre gode argumenter for at blive købt. Studier, der for eksempel viser diskrimination mod minoriteter (etnicitet, køn), tages i højere grad for gode varer end studier, der viser det modsatte. Dette kan naturligt nok få nogle til at tvivle på universitetet som en positiv kraft i samfundet; man kan måske ligefrem få indtryk af, at universitetet er et sted, hvor der ikke produceres viden, men ideologiske dogmer.

Det er imidlertid min klare overbevisning, at der trods reelle problemer stadig er plads til ubekvemme sandheder på universitetet. Et godt eksempel på dette er studiet af vælgernes holdning til kvindelige politiske kandidater.

Der er færre kvinder end mænd i politik, hvilket har ledt flere generationer af forskere i statskundskab til at prøve at forstå hvorfor. En potentiel forklaring er, at vælgerne under ét er sexister og anser kvinder for mindre egnede til politiske hverv – og derfor vælger dem fra. Denne forklaring passer perfekt ind i et karikeret moderne, venstreorienteret syn på verden, hvor systemisk sexisme begrænser kvinders udfoldelsesmuligheder. Forklaringen passer imidlertid dårligere med virkeligheden. Studie efter studie har således fundet, at vælgerne ikke forskelsbehandler på grund af køn. Om noget foretrækker vælgerne faktisk kvinder frem for mænd.

Studier, som demonstrerer dette mønster, er udgivet i de mest anerkendte statskundskabstidsskrifter, og de, der har udgivet disse studier, er ikke blevet bandlyst. Tværtimod. Sarah Anzia, der udgav et af de første eksperimentelle studier med denne konklusion, er i dag lektor på UC Berkeley. Alexander Coppock, der i 2022 udgav et metastudie, som konkluderede, at vælgerne forfordeler mænd, er netop blevet ansat som lektor på Yale.

Der er i dag ingen seriøse statskundskabsforskere, der vil forklare kvinders manglende politiske repræsentation med sexisme blandt vælgerne. I stedet er der vokset andre forklaringer frem. En fokuserer på problemer med rekrutteringskanalerne, en anden på forskelle i politisk ambitionsniveau og selvtillid. Den videnskabelige proces fortsætter.

Af andre eksempler på etablerede ubekvemme sandheder kan nævnes: Mere indvandring hænger sammen med fald i den sociale tillid; flere politibetjente fører til mindre kriminalitet; modstand mod indvandring skyldes en evolutionært indlært respons mod fremmede. Disse konklusioner har det tilfælles, at de gør op med venstrefløjsortodoksi og samtidig er udgivet i de bedste tidsskrifter for økonomi, sociologi og statskundskab de seneste ti år.

Jeg vil igen gerne understrege, at disse eksempler ikke modbeviser, at der er problemer på universitetet med ubekvemme sandheder. For det er der. Visse konklusioner accepteres for let, mens andre kun accepteres, hvis der er meget stærk evidens. Men hvis evidensen er til stede, viger fordom for viden, og det er trods alt ret betryggende.