Så meld dog afbud!

Engang blev det betragtet som uhøfligt, når det en sjælden gang skete, at en gæst ikke dukkede op, selvom vedkommende havde reserveret bord på en restaurant. I dag er det så almindeligt, at mange restauranter har indført et bookinggebyr, for alternativet er tomme borde, manglende omsætning – og ultimativt – lukning. 

Hvad er det sket siden, vi tilsyneladende ikke føler os lige så forpligtet af vores aftaler som tidligere?

I Politiken fortæller Jeppe Møller-Herskind, viceadministrerende direktør i hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation Horesta, at det ikke er unormalt, at folk reserverer bord på flere restauranter til den samme aften; og at man endda har eksempler på, at folk har booket op til fem restauranter samtidig – og i værste fald otte restauranter. Så bestemmer de sig på dagen for, hvad de føler mest for.

Det sidste er netop problemet: følelsen. En absurd grad af selvcentrerethed har nu også indtaget vores restaurantkultur, og dens vandmærke er de såkaldte no shows, som truer med at tvinge restauranterne i knæ. I England estimeres det, at hver femte restaurant er lukningstruet på grund af dette modefænomen. Flere restauranter anslår, at de mister 20 procent af den daglige omsætning som følge af udeblevne gæster. En større restaurantkæde talte over otte dage mere end 433 gæster, der ikke kom som aftalt. Resultatet: en tabt omsætning på et beløb svarende til 183.000 kroner.

Problemet er ikke nyt, men er taget til. En Google-søgning viser, at fænomenet især er vokset siden begyndelsen af 2010erne, hvor onlinebooking-kulturen slog igennem. Forinden måtte man maile eller ringe til restauranterne for at høre, om der var bord.  Da jeg selv arbejdede som tjener i 1990erne, blev aftalerne ført ind i en stor kalender, og så blev folk ellers krydset af, når de dukkede op. Det var sjældent, grænsende til aldrig, at der sidst på aftenen stod uafkrydsede navne tilbage på listen.

Så hvad har ændret sig? Grænsen for, hvor ligeglad man kan tillade sig at være med andre mennesker.

En restaurantejer blev i 2019 så træt af de mange no shows, at han opførte en form for skamstøtte ved at skrive de udeblevne gæsters navne på en tavle – til skue for alle i restauranten. Han blev selvfølgelig kritiseret for at udskamme gæsterne, selvom han kun angav fornavnene. Kritikken er symptomatisk for en kultur, der ikke kender forskel på skam og skamløshed og ikke forstår, at valg har konsekvenser for andre mennesker. Tavlen er nu taget ned.

Andre restauranter har på sociale medier forsøgt at appellere til medfølelsen og nærmest tryglet gæster om i det mindste at melde fra, hvis de er forhindret, ligesom man har forsøgt sig med at ringe gæsterne op og helt barnepigeagtigt minde dem om, at de har en aftale samme aften.

Endelig har en restauratør oplevet, at en gæst udeblev fra en reservation, og da han dagen efter blev ringet op, påstod han, at bookingen først var ugen efter. Heller ikke dér dukkede han imidlertid op, og da restauranten igen kontaktede ham, bad han dem om at lade være med at forstyrre ham. Sådan taler kun en egoist.

Tilsvarende findes der eksempler på gæster, der er blevet så pikerede over at blive opkrævet et no show-gebyr, at de har kvitteret med at rate restauranterne negativt. Som om deres egen dårlige adfærd var restaurantens skyld.

Grundlæggende handler problematikken om dannelse og om, at mange mennesker har mistet evnen til at realisere »det almene«. Det betyder ikke, at man skal være almindelig, men at man skal kunne begå sig i det almene, i vores fællesskaber – og det evner man ikke, når man er så optændt af egen unikhed og main character-energi, at verden reduceres til bagtæppe for ens selvoptagethed.

Derfor burde restauranterne overveje at rate gæsterne. Dukker man ikke op, får man kun én stjerne i de fælles bookingssystemer, og så kan restauranter fremover overveje, om de vil afsætte et bord til gæster med dårlig historik. Det vil naturligvis afhænge af, om de føler for det.