Himlen tømmes, når myndighederne ved, at noget alvorligt er på vej. Den 9. januar 2026 begyndte internationale flyselskaber at indstille flyvninger til og fra Iran. Kommerciel luftfart er blandt de mest risikofølsomme sektorer i verden. Når civile fly forsvinder fra kortet, er det et tegn på, at situationen kan eskalere hurtigt. Det er i det lys, udviklingen i Iran skal forstås nu. Men mærkeligt nok er iranernes oprør mod det islamiske præstestyre blevet totalt undervurderet i danske og vestlige medier.

Protesterne har fra begyndelsen ikke været isoleret til unge i Teheran. De bredte sig meget hurtigt til provinserne, til arbejdere og til basaren. Netop de grupper, som i sin tid blev lovet værdighed og stabilitet. I stedet fik de inflation, korruption og international isolation. Valutaen er kollapset. Middelklassen er forsvundet. De unge ser ingen fremtid. Da basaren lukkede i Teheran, kunne situationen ikke længere undervurderes. Det er ikke sket siden slutningen af 1970erne. Når basaren rører på sig, bliver det farligt for magthaverne.