Der er forskel på en revolution og en modrevolution. Amerikanske medier begår jævnligt den fejltagelse at forveksle dem. Årsagen er, at den vellykkede revolution i 1776 – som vi her 250 år efter fejrer i år – prædisponerer os til at sympatisere med revolutioner. Jeg kan ikke komme i tanker om en bedre forklaring på de naive liberale kommentarer til mange senere revolutioner – Frankrig i 1789, Rusland i 1917, Kina i 1949, Cuba i 1959, Nicaragua i 1979, Egypten i 2011 og – mest relevant i dag – Iran i 1979.

Lad os aldrig glemme, hvad professor Richard Falk fra Princeton selvsikkert skrev i The New York Times den 16. februar 1979: »Fremstillingen af [ayatollah Khomeini] som fanatisk, reaktionær og styret af de værste fordomme synes heldigvis og temmelig sikkert at være forkert. Endnu en grund til optimisme er, at hans nærmeste stab er sammensat af udelukkende moderate, progressive kræfter.« Og han fortsætter med at skrive, at »de vigtigste ministre« i den nye revolutionære regering har en »bemærkelsesværdig forhistorie som forsvarere af menneskerettigheder og virker ivrige efter at medvirke til en økonomisk udvikling, der kan resultere i et moderne samfund indstillet på at tilgodese hele befolkningens grundlæggende behov«.