Læserbreve

DRs login

Jens Smedegaard Andersen, fhv. dommer

I Weekendavisens kultursektion (WA #43) betegner journalist og tegner Christoffer Zieler i et spaltelangt forsvar for registrering kritikken af DRs krav om netop registrering af borgere som »hysterisk«. Kravet om registrering drejer sig om, at de borgere, som ønsker adgang til tv-streaming, skal registrere sig hos DR.

Kulturministeriet har afvist en klage med oplysning om, at DR er en selvstændig offentlig enhed. Senest har Christina Egelund (M), kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) afløser under dennes forældreorlov, afvist klagen med henvisning til, at hun har tillid til DR. Dette er ikke betryggende for borgerne. DR hører under radioloven med pligt til at betjene borgerne uden ret til at stille krav til dem.

Kritikken af kravet om registrering henviser endvidere særligt til, at en sådan registrering kan misbruges, idet der om borgere indsamles informationer om deres brug af streamingtjenestens enkelte tilbud. DR vil som institution selvfølgelig ikke misbruge de registrerede data, men DR gør det med kravet om registrering muligt, at andre får adgang til dem. Anden lovgivning viser tydeligt, at den tilstræber en udstrakt beskyttelse af borgernes data. Det gælder ikke mindst unødvendig indsamling af oplysninger om borgerne.

En medarbejder ved DR har tidligere offentligt forklaret kravet om registrering som et »tilbud«, idet DR vil målrette tilbud til de enkelte seere på basis af DRs opnåede kendskab til deres hidtidige brug af streamingtjenesten. Hvis det er sandt, kunne DR jo nøjes med at stille krav om registrering af de borgere, der ønskede denne service. Det generelle krav om registrering er ikke ændret.

Mon DR har spurgt myndigheder, der beskæftiger sig særligt med databeskyttelse, om kravet om registrering af borgernes data om brug af streamingtjenesten er lovligt ifølge de love, som disse myndigheder administrerer?

Fasanjagt

Karen Borch, illustrator

Det er beskæmmende at læse Anders Heide Mortensens sarkastiske artikel »Fasandræberne« (WA #43) om veluddannede menneskers brug af dyr som legetøj – under den aktivitet, der i England uden omsvøb kaldes »shootings«.

Sidst i artiklen afslører Heide Mortensen endda, at han med fornøjelse selv har deltaget i løjerne, der går ud på at nedskyde fasaner en masse og efterlade dem værdiløse på rad og række – som absurde trofæer og endnu et eksempel på, hvordan et afstumpet syn på levende væsner tager sig ud.

I stedet for at tage til shootings iført tweed og hat, synes jeg, Heide Mortensen skulle bruge sine kræfter på at skrive en gennemresearchet artikel om fænomenet jagt i Danmark. Han kunne for eksempel interessere sig for, om den meget liberale tilladelse til at skyde ræve i Danmark, inklusive unger, skulle have noget at gøre med jægeres interesse i at udsætte fugle til nedskydning.

Han kunne derudover undre sig over, hvorfor 80 procent af Danmarks ræve kun får lov at leve i to år, selvom deres naturlige levealder er op til ti år. Der er nok at tage fat på, hvis man virkelig interesserer sig for etikken i den måde, hvorpå vi omgås dyr.

Supercomputer

Leif Spange Mortensen, civilingeniør

På bagsiden af Weekendavisens første sektion (WA #43) fremgår det, at »Danmark har fået sin første supercomputer«. Dette er ikke korrekt, idet den første supercomputer i Danmark blev installeret i UNI-C Lyngby på DTH (nu DTU) helt tilbage i 1987. Der var tale om en Amdahl VP 1100, hvor VP står for Vector Processor. Denne kunne med en enkelt maskininstruktion bearbejde hele vektorer (rækker af tal) i stedet for blot skalarer (enkelttal) som de andre computere.

Maskinen blev senere afløst af supercomputere fra CRAY og IBM, sidstnævnte kunne udføre og synkronisere parallelle beregninger. I UNI-C Aarhus blev der i 1990erne først udbygget med en vektorprocessor fra Convex og dernæst med parallel-supercomputere af mærket Silicon Graphics. Måske mentes der med overskriften, at Danmark har fået sin første AI-supercomputer, men dette er vel kun delvist korrekt, for hvor går egentlig grænsen mellem ikke-AI og AI?

Skolens A- og B-hold

Merete Due Paarup, byrådsmedlem i Kolding, og Lars Green Bach, medlem af kommunalbestyrelsen i Ballerup, begge Radikale Venstre

Det er misvisende, når børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i debatten om fremtidens uddannelser fremstiller Radikale Venstre som et elitært parti. Vi har netop kæmpet for lige muligheder i uddannelsessystemet – en sag, vi ofte har delt med Socialdemokratiet. Men jeres reformer bryder med denne fælles tradition. Højere adgangskrav og kortere uddannelsesforløb skaber et system med et A- og B-hold.

Som kommunalpolitikere ser vi en reel risiko for, at unge i yderområderne vil få svært ved at finde en uddannelse tæt på hjemmet. Fremover vil mange skulle rejse længere eller opgive deres drømme, mens op mod 30 procent af de unge i byerne kan afskæres fra deres ønskede gymnasiale uddannelse.

Især drengene, yderområdernes unge og børn fra ikkeakademiske hjem vil blive ramt: En tredjedel af de unge med forældre, der har grundskolen som højeste uddannelse, vil stå uden for døren. Dette vil forstærke både sociale og geografiske skel og øge antallet af unge uden job og uddannelse – en udfordring, der allerede rammer 43.000 unge mellem 15 og 24 år.

Radikale Venstre har altid kæmpet for, at alle unge har friheden til at vælge deres egen vej. Vi tror på et uddannelsessystem, hvor dannelse og personlig udvikling går hånd i hånd med arbejdsmarkedets krav, og hvor karakterer ikke alene afgør ens fremtid. Derfor kritiserer vi jeres kurs, som risikerer at gøre det praktiske gymnasium epx til et B-gymnasium og sender et signal om, at I anser boglige fag som finere end praktiske.

Uddannelse er en investering for alle unge, uanset baggrund. Vi støtter løftet af erhvervsuddannelserne, men ikke på bekostning af valgfrihed og lige adgang. Vores 2030-plan sigter mod at hæve det faglige niveau bredt og sikre, at unge kan vælge deres vej uden at blive fanget i karakterræsets snærende bånd. Tesfaye, vores kamp handler ikke om en akademisk elite, men om at alle unge skal få muligheden for at forfølge deres drømme – en sag om frihed og respekt for potentialet hos hver enkelt.

Kjærsgaards arv

Johnny Døring, læser

Uanset hvad andre kloge skribenter måtte anføre (WA # 43), lader det nu ikke til, at de faktisk har læst, hvad chefredaktør Martin Krasnik skrev om Pia Kjærsgaard i sin leder. Det er lidt tankevækkende. At en læserbrevsskribent går så langt som til at bedømme en folkevalgt som af »beskeden kaliber«, er ikke okay. 

Der har vitterlig været brug for Kjærsgaards stemme, hvilket man ser af, at mange af DFs mærkesager nu er blevet overtaget af andre af Folketingets partier. Sidst men ikke mindst: Respektér nu lige andre meninger end jeres egne. Det er demokratiets sande væsen.

Skov og Hardis

Michael Siig Jakobsen, læser

Det er en ugentlig fornøjelse at læse artiklerne af Arne Hardis og Hans Mortensen. Med lidt mådehold kan man endda dosere lidt til næsten alle ugedagene. Og andre steder i avisen kan man glæde sig over Gitte Skovs geniale tegninger. Når man er rigtig heldig – som nu her i seneste avis (WA#43) – så har Skov illustreret en artikel af Hardis. Og så er det altså en portion Guldkorn, som ikke kan gemmes! Mange tak.

Uberørte biblioteker

Carsten Brandt, cand.mag.

Ved oprydning i mine avisudklip stødte jeg på Mette Sandbyes positive anmeldelse af tre fotobogsprojekter »Berørt natur« (WA #52, 2023), og da jeg er en nysgerrig sjæl, undersøgte jeg, hvordan bøgerne er fordelt på de danske folkebiblioteker. Resultaterne er ikke opmuntrende. Fie Johansens Spreeblitz er den, der har klaret sig bedst med salg til seks biblioteker. Mathias Svold og Ulrik Hasemanns Gennem øjetræet er solgt til fire, mens Finn Larsens tre bøger Hække og stativer, Orpik og Dumpen kun er solgt til to. Og det til trods for at den sidste endda også er blevet positivt omtalt i en større artikel i Politiken.

Jeg ved udmærket, at bibliotekerne har begrænsede midler og personale, men jeg kan også se, at adskillige biblioteker har valgt hver at købe mere end 50 eksemplarer af Katherine Diez’ I egen barm. Jeg skal ikke kloge mig på, om det skyldes, at det er nemmere at beslutte sig for en bestseller, eller om der ligger en kold kalkule om antal udlån pr. krone. Men det virker ikke, som om der i bibliotekssystemet længere er mennesker med interesse for danske fotobøger, på trods af at genren blomstrer i disse år.

Der er imidlertid enkelte lyspunkter for de danske fotobøger. Sveriges biblioteker har købt 286 sæt (858 bøger!) af bemeldte Finn Larsens trilogi – og så jeg sidder igen og kigger misundeligt over Øresund ...

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.