Læserbreve

Træer

Niels Kaare Krabbe, København

Nu hvor vi skal plante milliarder af træer, må vi ikke glemme, at vi ikke blot planter dem for at mindske kvælstofudslippet eller for at få bundet så meget CO₂ som muligt, men også for at skabe skøn natur. Træplantning er et erhverv præget af, at træer plantes i lige linjer, så de er lettere at høste, og hvor flest mulige kan klemmes ind. Men de lige linjer er ikke naturlige. Lad os i stedet plante dem tilfældigt, også selvom der måske kan stå lidt færre træer, så vi får en naturligt udseende skov. I samme åndedrag kunne vi bede staten kræve, at solparker efterlod plads til urtevegetation mellem panelerne, så fuglene og insekterne også kan være der.

Fra Lolland?

Lars Borberg, journalist (pens.), Gjøl (Nordjylland)

Det sker (ofte), at WAs medarbejdere kommer for skade at afsløre deres nære forhold til hovedstaden – og dermed deres tilsvarende afstand til resten af landet. I sidste uge (WA nr. 46) fortæller Anne Sophia Hermansen således om sin oplevelse af kunstneren Mie Mørkebergs nyligt afslørede gruppebillede med damer i Samtaleværelset på Christiansborg, der portrætterer hele 30 betydelige kvindelige folketingsmedlemmer. Hun glæder sig over meget i dette billede, blandt andet fremstillingen af den første kvindelige statsminister i DK-historien. Den yder hende større retfærdighed, skriver hun, end »kunstneren Jonathan Yeos forfærdelige maleri af Helle Thorning-Schmidt, der fik hende til at ligne en kontormus fra Lolland«.

Altså ikke nok med, at hun ligner en kontormus, det synes at være slemt i sig selv, når man er Anne Sophia Hermansen – men endda en kontormus fra Lolland! Så kan det næppe blive værre. Havde det så endda været en kontormus fra Valby. Eller Pilestræde?

Det ville være klædeligt at huske, at I også har læsere i resten af landet. Det er jo ikke bare Anne Sophia Hermansen, det handler om. Vi er faktisk ret vilde med hendes skarpe, præcise, uhyre velskrevne analyser, kommentarer og anmeldelser. Men vi har gennem årene igen og igen oplevet denne trælse hovedstadsselvfedme komme til udtryk i spalterne hos mange af WAs journalister.

Og bare rolig – vi siger ikke abonnementet op, vi elsker vores WA, og vi er sikre på, at avisen ikke bevidst lægger distance til os og de tusinder af andre læsere, den har herude i resten af landet. Det ville da også være dumt. Vi ved selvfølgelig godt, hvem vi selv er, uanset hvad I andre tror, I ved.

Nogle af os er endda fra Lolland …

Jublende elskere

Troels Grønbæk, læser

Asker Hedegaard Boye hudfletter med rette mediernes umådeholdne brug af ordet »rase«, så snart nogen er utilfredse med, negativt indstillede over for eller uenige i dette eller hint (WA #45). Der findes tilsyneladende ingen følelser mellem neutral og hvidglødende raseri.

Boye kunne imidlertid med fordel have medtaget den anden ende af følelsesregisteret. Her finder medierne nemlig kun folk, der jubler, så snart de er tilfredse, kan tilslutte sig eller glæder sig over noget. Så må sprogets stærkeste udtryk for følelser findes frem, for de pågældende kan jo slet ikke få armene ned (nuvel, denne vending er måske omsider på vej ud efter at have hærget i årevis).

Mediernes monomane brug af ekstremerne på følelsesregisteret har tilsyneladende (i mindst ét tilfælde) smittet af på daglig tale, nemlig ved brugen af ordet »elske«. Her hører man meget ofte vendinger som »Jeg elsker den nye farve på jeres stue« eller »Jeg elsker fisk«.

Det er tilsyneladende for fattigt at sige, at man finder en farve pæn/flot, og at man godt kan lide den. Eller at man kan lide fisk uden nødvendigvis at være stormende forelsket i disse – bevares – både velsmagende og næringsrige havdyr. Nej, kun et af sprogets stærkeste udtryk slår til.

Når de ekstreme ord og vendinger på et tidspunkt er slidt op, bliver det spændende at se, hvad der skal afløse dem. Men lur mig, om ikke mediernes kreative sprogekstremister nok skal finde på noget.

Det bliver for vildt!

Sandhed

Søren Overgaard, lektor, ph.d.

Christian Malund Jalk (CMJ) plæderer i WA#46 for et pluralistisk og »alsidigt sandhedsbegreb«, som ifølge CMJ vil »styrke universiteternes bæredygtighed« ved at skabe plads til »kritik og debat«. Heroverfor stiller CMJ et »absolut« og »ensidigt« sandhedsbegreb, der ikke kan rumme »min sandhed og din sandhed«, og som vil »kvæle universiteternes åndsfrihed« og den »kritiske tanke«. Men CMJ fejludlægger konsekvenserne af et »absolut« sandhedsbegreb, og hans pluralistiske alternativ styrker ikke universiteternes bæredygtighed, men gør dem irrelevante.

Hvorfor poste millioner af kroner i forskning i kvælstofudledningers påvirkning af havmiljøet, hvis alt, den forskning kan nå frem til, er forskernes sandhed, som for alsidighedens skyld må levne plads til landbrugsorganisationernes ditto? Så kan vi lige så godt spare pengene. Universiteternes eksistensberettigelse er bestræbelsen på at nå frem til sandhedEN. Og mens sandheden på et område som det nævnte kan være kompleks, er sandhedsbegrebet en simpel affære. Udsagnet »Jupiter er større end Jorden« er sandt, hvis Jupiter er større end Jorden, og ellers falsk. Og da Jupiter ER større, så tager enhver, der hævder noget andet, fejl – de udtrykker ikke »deres« sandhed.

Men kvæler dette »ensidige« sandhedsbegreb ikke den kritiske diskussion? Tværtimod. Den kompromisløse jagt på sandhedEN kræver, at vi jævnligt ser vores vedtagne »sandheder« efter i sømmene. For eksempel har de senere års efterprøvning af etablerede »sandheder« inden for psykologien afsløret, at flere af dem hvilede på spinkle grundlag. Og selv når en vedtagen sandhed står på et urokkeligt fundament er der brug for kritik. Som filosoffen John Stuart Mill sagde, så bliver sandheder uden løbende kritik til »døde dogmer«. Døde dogmer er sandheder, man tager for givet, og derfor vil være dårligt klædt på til at forsvare, hvis nogen skulle udfordre dem. På den måde er det »absolutte« sandhedsbegreb og den kritiske debat ikke modsætninger, men naturlige følgesvende.

Technofix

Ruben Kidde, tidligere klimaordfører, RV

»Vi skal tænke og tale anderledes om klimakampen. Ikke så meget som en moralsk kamp, men i højere grad som et praktisk problem, som et gigantisk byggeprojekt,« lyder Christian Bennikes skarpe analyse i Avistid.

Jeg er enig og mener faktisk også, at synet på klimakrisen som en kamp om moralsk renhed står i vejen for reelle, men uperfekte fremskridt.

Da vi i 2020-21 fik regeringen med på det utænkelige – en ensartet CO₂-afgift – mente venstrefløjen, at beslutningen var utilstrækkelig. Det var den måske også i sig selv, men ikke desto mindre er den årsagen til, at Danmark nu med den grønne trepartsaftale som det første land i verden indfører CO₂-e-afgifter på alle landbrugets udledninger, fra kobøvser til gødning. Klimahandling kræver konkrete værktøjer, ikke flere fromme ønsker. Med SF og K har vi skabt en grøn alliance over midten, der leverer resultater.

Lad mig gøre det klart: Treparten er ikke perfekt. Men den er et stort fremskridt, der bryder med årtiers fastlåste positioner. Uden presset fra en grøn opposition over midten ville regeringen have leveret en aftale uden reelle muskler. Nu har vi i stedet sikret »kvælstofhammeren« fra 2027: en klar deadline, der garanterer handling, uanset om det sker frivilligt eller gennem regulering. Og aftalen er kun en begyndelse. I 2026 og 2027 er der lagt op til afgørende genbesøg, hvor vi kan og skal skærpe kravene, og øge CO₂-afgiften, hvis ikke landbruget leverer.

Treparten er ikke klimaromantik, men den sikrer konkret handling, der bygger fremtidens fødevareproduktion. Det er o.k. For alt-eller-intet-tænkning vinder ikke klimakampen for os. For at løse vor tids største krise kræves der et langt, sejt træk. Mange små, i sig selv utilstrækkelige handlinger, som tilsammen fører os nærmere mod målet. Og som politikere er det vores opgave at kommunikere de små sejre ud, indgyde håb om, at vi kan løse udfordringen, og kæmpe med næb og kløer for hvert eneste lille fremskridt og mod stagnation og håbløshed.

Kønsadskillelse

Niels Lassen

Det nye maleri af de 30 kvindelige politikere vækker stor begejstring i det ganske anmelderkorps samt blandt almindeligt interesserede tilskuere. Men samtidig med at det hele går i selvsving og selvfedme over, hvor moderne og frigjort det hele forekommer, skal vi også konstatere, at med dette motivvalg bliver adskillelsen mellem mænd og kvinder i vores selvfremstilling, muligvis også vores selvopfattelse, officiel. Kønsopdelt fremstilling af det politiske liv. Særdeles udansk og omvendt vand på deres mølle, der kræver netop dette.

Et maleri skildrende mænd og kvinder sammen, side om side, mod hinanden, over for hinanden, forekommer at ville have været mere retvisende for den parlamentariske situation anno 2024.