Insula non justicia est

Flemming Aage Nielsen, abonnent

Ingen ø er et menneske. Klaus Rothstein skriver i sin dobbelttungede lovtale for skrivefriheden i sin artikel »Æstetiske løgne«: »Jeg står naturligvis på Thomas Bobergs side, fordi jeg ønsker at værne om skrivefriheden, men jeg har stor forståelse for begge parter.«

Kære Klaus, kan vi som læsere af fiktion ikke tillade os at forvente, at fiktionen hæver os så højt over hverdagen, at vi ved læsning ikke genkender vores naboers indretning og livsstil?

Mit råd til dommeren i denne sag er at dømme forfatteren Thomas Boberg for at have udvist en så mangelfuld forståelse for fiktionens form, at denne i stedet for en æstetisk nydelse har skabt et hæsligt lokalmiljø til skade for sagsøgeren. 

Det kan jo være sket med forskellige grader af uagtsomhed … og så er det jo bare at vente, til fiktionen rammer de lovsyngende anmeldere og litterater med fastland under fødderne, når de oplever genkendelsens glæde for deres livsførelse af naboerne i og omkring København K.

Grøn omstilling

Hans Christian Schiøtz Rudbeck, civilingeniør

Klaus Wivel gør sig i sin leder »En tom kirke« i WA#48 til talsmand for, at Europas sats på grøn energi har slået fejl, fordi udledningen af CO₂ stadig stiger, og alternativ energi er dyr og besværlig, så det er bedre at satse på mere gas og a-kraft.

Dertil må indvendes, at udledningen af CO₂ stiger betydeligt langsommere, end den ville have gjort uden en stor indsats fra Europa, at alternativ energi i dag er faldet kraftigt i pris og ofte er billigere end fossil, og at den billige gas hurtigt kan vise sig at koste dyrt i den anden ende, i en situation hvor hver udledt ton CO₂ bidrager til større skader fra klimaforandringer. 

Vi har ikke råd til at ignorere det store billede, som er, at enhver yderligere udledning af CO₂ er et lån med meget høje renter.

Højredrejning I

Lars Nielsen, civilingeniør

David Goodhart siger i WA#48, at Socialdemokratiet skal holde fast i den stramme indvandringspolitik, og det har han ret i. Men hvorfor tabte de så kommunalvalget? Fordi de gik i regering med Venstre og Moderaterne.

Ifølge Lars Nielsen, er det nødvendigt at Socialdemokraterne ikke fortsætter i SVM-regeringen, men at de i stedet for går i regering med SF og de Radikale inden valget. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.
Ifølge Lars Nielsen, er det nødvendigt at Socialdemokraterne ikke fortsætter i SVM-regeringen, men at de i stedet for går i regering med SF og de Radikale inden valget. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Det er helt klart, at vælgerne (og de fleste journalister) fortsat ser politik som en kamp mellem højre- og venstrefløjen. Da socialdemokraterne dannede regering med Venstre og Moderaterne, blev deres vælgere bange for, at de ville føre borgerlig politik. Nøjagtig ligesom Venstres vælgere blev bange for, at Venstre ville føre socialdemokratisk politik.

Det bliver derfor nok nødvendigt, at Socialdemokratiet ofrer Mette Frederiksen inden valget og går i regering med SF og de Radikale efter valget. 

Moderaterne, dette selverklærede brobyggerparti mellem højre- og venstrefløjen, lider nok døden ved valget, hvis vi skal tro meningsmålingerne.

Højredrejning II

Hans Lassen, ph.d., forfatter og foredragsholder

Det har været et hofargument, når Socialdemokratiets højredrejning og dehumanisering af udlændingepolitikken skulle begrundes, at Vestegnens borgmestre havde ret, da de allerede for årtier tilbage råbte op om de problemer, som indvandringen førte med sig.

Når de nu i dag i stigende grad kritiserer den selvsamme højredrejning og dehumanisering, har de så stadig ret?