Læserbreve

Skjult evangelisering

Jørn Bjerre, lektor og ph.d.

Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne være et problem, at der udgives mange bøger og YouTube-videoer, der handler om den mere end 2.000 år gamle filosofiske bevægelse stoicisme, før jeg læste kronikken »Dødsforskrækkede mandemænd« (WA #43) af teolog Freja Cæcilie Petri Bondgaard. Velskrevet og underholdende forklarer hun, at det især er hvide mænd, Jordan Peterson-style, der falder for stoicismen. »Segmentet er stort og voksende,« skriver hun og forudser, at »der sandsynligvis bliver flere, så længe den europæiske højredrejning fortsætter«. Sikke en rodebutik af et argument. Bondgaard redegør ikke for, hvad stoicisme er, beskriver ikke, hvori sammenhængen mellem højredrejning og stoicisme består, eller hvad det har med de »dødsforskrækkede mandemænd« at gøre. De postulerede sammenhænge forklares via en lang guilt by association fallacy, der sætter lighedstegn mellem forskellige ting, alene fordi de ligner hinanden. Argumentet mod stoicismen er således, at det ligner Peterson, højredrejningen og andre ting, man som læser forventes at have afsky for. Men hvad er det for en tekst? Analyse eller et metafysisk partsindlæg? Og hvad er antitesen til den karikatur af stoicismen, Bondgaard skyder ned? Med andre ord: Hvorfra taler hun selv? Selvom dette ikke fremgår eksplicit, fremgår det af en mærkeligt indforstået reference til »den protestantiske, dialektiske åbenbaringsteologi«. Bondgaard informerer ikke læserne om, at hun taler ud fra en særlig dogmatisk position, men nævner det, da hun trods alt føler sig nødsaget til at indrømme, at stoicismen, hun har så meget imod, faktisk minder en hel del om den kristendom, hun skjult evangeliserer for. Kronikøren forsøger at undslippe dette ved at sondre mellem kristendommen »i sin allertidligste og mest uudviklede form« og et angiveligt mere udviklet kristent perspektiv, hvilket netop vil sige den »protestantiske, dialektiske åbenbaringsteologi«. For dem, der ikke lige er med på, hvad den protestantiske, dialektiske åbenbaringsteologi er, så kan jeg oplyse, at det er en dogmatisk retning, der bygger på den schweiziske reformerte teolog Karl Barths arbejde. Barth har blandt andet inspireret til den kirkelige retning herhjemme, der betegnes Tidehverv, og betoner vigtigheden af at tage de kristne dogmer alvorligt og gøre op med enhver form for religiøs subjektivisme og humanisme. Sidstnævnte sætter mennesket i centrum i stedet for Gud og bliver derved ifølge barthianerne en kilde til selvoptagethed og må følgelig betragtes som vantro. Ved at rekonstruere det perspektiv, som Bondgaard taler ud fra, forstår man endelig, hvorfor stoicismen skal have drag over nakken. Den er jo udtryk for den rene vantro, eftersom den søger at oplyse mennesket om, hvad det selv kan gøre for at få et bedre liv. Som sådan siger teologen Bondgaards tekst altså mere om hende selv og den religiøse prisme, hun ser verden gennem, end den siger om stoicismen. Drivkraften i religionens sort-hvide kategorier er, at noget skal være ondt og nogle fortabte, for at andre kan fremstå som gode og frelste.

Lad os være uenige

Amalie Worck, biologistuderende på KU

Jeg er bekymret. Min generation dæmoniserer bestemte holdninger og lægger låg på hinanden og sig selv for at undgå at blive dømt og udstødt. Det gælder blandt mine medstuderende, men også i mit møde med jævnaldrende uden for universitetet, og jeg frygter, at min generation stagnerer intellektuelt som konsekvens af den udbredte konfliktskyhed. Jeg istemmer mig altså koret af bekymrede røster, som gennem de seneste år i forskellige fora har argumenteret for, at den frie demokratiske samtale er under pres. Jeg deler frygten for »nye strømninger, hvor vi alle skal være enige«, som Anders Matthesen udtrykte i P1 sidste år. Og jeg er enig med Weekendavisens Anne Sophia Hermansen, når hun skriver, at universitetets almendannelse ikke skal udgøre et safe space (WA #42). Ved det seneste folketingsvalg løj jeg for nogle venner om, hvad jeg havde stemt. Det kan godt være, at det bare er mig, der er en bangebuks. Men jeg frygter desværre, at jeg langtfra er et enestående eksempel. Jeg er faktisk overbevist om, at der er mange i min generation, der alt for ofte undlader at give deres politiske holdning til kende af frygt for at blive dømt. Og med god grund. Jeg har eksempelvis været vidne til et venskab, hvor den ene part straffede den anden med to ugers silent treatment, alene fordi vedkommende havde stemt noget, den anden ikke kunne tolerere. Det er blevet så svært for venner og bekendte at diskutere holdninger til politik, religion og etik, at vi afholder os helt fra at gøre det – eller i hvert fald undlader at være ærlige. Ikke blot fordi vi vil bevare den gode stemning, men fordi der decideret er venskaber på spil. Jeg oplever en tabuisering af bestemte udsagn. Jeg oplever også, at tabuiseringen ofte kommer fra unge, veluddannede kvinder på venstrefløjen, som selv slår på tromme for at give undertrykte stemmer en plads i debatten. Forleden drak jeg øl med en veninde på et kollegium, hvor jeg selv flytter ind snart. Da jeg fyrede en kæk og lettere politisk ukorrekt kommentar af om hendes valg af øl, grinede hun først, men tilføjede så frygtsomt, at »den slags må du ikke sige, når du flytter ind på kollegiet«. Jeg er med på, at det var et velment råd, men det bekymrer mig, at der hersker et kodeks, som man skal følge for at undgå social fordømmelse. Det får mig til at frygte, at vi mister modet til at konfrontere dem, vi ikke er enige med. Vi har alle forskellige opfattelser af virkeligheden, og hvis vi kan blive enige om, at der er mange forskellige perspektiver, må vi også acceptere, at ingen har ret til at lukke munden på dem, der ikke deler samme perspektiv. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke må hævde, at modpartens perspektiv er mangelfuldt, men man skylder altid at forsøge at forstå den, man er uenig med. Der vil altid være blinde vinkler i ens egen overbevisning, som kun bliver afsløret, når man præsenteres for andre perspektiver. Vi skal øve os i at være uenige. Vi skal turde vove os ud i samtaler, hvor vi afslører vores ærlige meninger. Vi skal være ydmyge over for andre holdninger og interagere med dem, ellers bliver det utrygt at begå sig i den demokratiske dialog, som netop baserer sig på en dannende meningsudveksling. Lad os gøre det til en intellektuel dyd at spørge os selv: Hvordan kan det, jeg synes er så forkert, være så rigtigt for dig? For at kunne det, har vi brug for mod. Synes du, jeg er galt afmarcheret her? Er du uenig i min udlægning? Lad os da debattere. Belys mine blinde vinkler, og forsøg at lade mig forstå dit perspektiv. Ellers bliver jeg jo aldrig klogere.

Hvordan vi taler om børn

Maia Belletty, BA i litteraturvidenskab

I debatindlægget »En ubekvem sandhed om børn« (WA #43), skriver Eva Svavars om, hvor hårdt hun synes det er at være småbørnsforælder. Hermed lægger hun sig i slipstrømmen af tilsyneladende privilegerede småbørnsforældre, der synes det er træls, at de mangler migtid. En indstilling, der blomstrer i vores tid. Vi har alle dage interesseret os for vores børn, men behovet for at devaluere det at sætte børn i verden samt lægge vægt på de negative konsekvenser synes at vidne om en ny tendens. Selvom Svavars skriver, at hun indimellem oplever glæder ved livet som småbørnsmor, tegnes der et billede af en altopslugende, identitetsfrarøvende, stressende tilstand: Børn som noget, der »tager tid og liv«. Det er en trist udmelding, som måske knytter sig til en mere gennemgående kulturel trend, der ophøjer selvrealisering, individualisme og narcissisme. Alt sammen svært foreneligt med evnen og villigheden til at dedikere sig til og elske et barn. Som relativt nybagt mor interesserer det mig, hvordan vi som samfund taler om børn. For debatten stikker dybere end blotte ytringer om det sure ved huslige pligter, hverdagens trummerum med bleskift og det evige møllehjul af usynligt arbejde. Den handler grundlæggende om, hvilke værdier vi som samfund vil give videre til fremtidige generationer. Ønsker vi, at vores børn skal vokse op med fortællingen om, at et barn er en byrde, der tærer på dig som en parasit? At det gode liv ophører, når vi sætter et barn i verden? Hvilke fremtidige voksne tror vi, der skabes ud fra denne fortælling? Vi gør måske klogt i at huske, at vores små børn en dag bliver store. Og når den dag kommer, vil de forholde sig til den galde, deres forældre engang lukkede ud. Det er indimellem hårdt at have små børn, ligesom alt andet i livet, der virkelig kræver noget af én. Der var engang en bekendt, der sagde til mig, at et voksent menneske er én, der kan bære vægten af sine egne følelser. Et sådant menneske kan vende sig udad og forstå værdien i at interessere sig for andet end sig selv. Dette andet kunne jo være et barn.