Læserbreve

Vi savner Jørgen Leth

Klaus Bjerager, læser

Når jeg tænker

på Jørgen Leth

er det med ømhed

Mit sind fyldes

af hans distinkte stemme

musikaliteten, rytmen, pausen

Hans tale og tekster lever

som tredimensionelle størrelser

pausen kan høres

Jørgen Leths stemme

er et grundstof

der vibrerer ligeligt i

flydende som fast form

i det talte

som i det skrevne ord

Når jeg tænker

på den dag

jeg var til premieren

på Jørgen Leths film

Black Pigeons

er det med vemod

Hans stemme

oppe fra scenen

varslede det uundgåelige

stilheden

der ikke er en pause

For meget Bennike

Fjodor Falsled, læser

Var det muligt, at I kunne bede Christian Bennike skrue lidt ned? I hans forsideartikel »Ikke et land for gamle mænd« om Joe Biden er der så mange henvisninger, at man bliver helt rundtosset. Jeg nævner i flæng, ud over Brezjnevs helbred: Tom Cruise, Hemingway, Shakespeare, tv-serien Succession, Cormac McCarthy, Seinfeld og den tyske fodboldspiller Toni Kroos.

Ellers orker jeg ikke flere artikler af den kloge unge mand.

Og for meget Libak

Thorsten Reinholt, journalist

Der må være tale om enten et mageløst politisk hykleri eller et monumentalt hukommelsestab, når Anna Libak – og for den sags skyld Christian Bennike, der i Deadline var på vej ud af sin krop af bar indignation – lamenterer over den onde politiske Europa-elite, der vil holde den demokratisk valgte højrefløj fra regeringsfadet.

For os andre har det altid været et grundlæggende hverdagsdemokratisk vilkår. Vil det for eksempel være ufint at bringe i erindring, at i de ti år fra 2001 og frem, hvor regeringerne Rasmussen/Rasmussen sad ved rattet, var godt 40 procent af den danske vælgermasse sat fuldstændig i skammekrogen uden nogen reel indflydelse?

Det skete med nøjagtig samme undskyldning, som de to værdikrigere nu besværer sig over, men med omvendt fortegn: Venstrefløjen skulle for enhver pris holdes helt væk fra enhver betydende indvirkning på dansk politik. Det var da også Dansk Folkepartis officielle credo i de år, hvor den danske højrefløj svingede den hegemoniske taktstok. Ingen borgerlige iagttagere ymtede mig bekendt et kvidder i den anledning. Tværtimod havde man (også dengang) travlt med at renskure højrefløjen og reducere den til en slags lidt mere folkedybt socialdemokrati.

En lort bliver ikke mindre en lort af at blive forgyldt. Måske skulle de to akademiske advokater for det plumpt folkelige, Libak og Bennike, konsultere deres nærmeste samtidshistorie, inden de forsøger sig med at tage kvælertag på den politiske virkelighed.

Stop momentet

Mikkel Bækby Johansen, postdoc på Københavns Universitet

I sportens verden er alt momenter. Der er næsten ingen øjeblikke tilbage.

Moment betegner ifølge ordbogen en »vigtig omstændighed« eller et »afgørende punkt i en sammenhæng«. Det kan således bruges retvisende til at beskrive et mål, en redning eller en udslagsgivende kendelse i de døende minutter af en fodboldkamp. Eller det kan bruges om det ene angreb, der endeligt sætter konkurrenterne til vægs i et cykelløb.

Men moment betyder selvfølgelig også et kort tidsrum. Det er altså synonymt med øjeblik. Dog er udbredelsen af moment, særligt i sportsdækningen på tv, efterhånden så voldsom, at der ikke længere er plads til øjeblikket. Og det er trist, for øjeblik er et af de pænere ord i det danske sprog.

Øjeblikket er her og nu, og dets længerevarende betydning er oftest ukendt. Øjeblikke kan være vigtige eller afgørende, men det behøver de ikke at være. Sportsmomentet, derimod, har noget afgørende over sig. Det forklarer måske, hvorfor det bruges så tit af sensationssøgende kommentatorer, der vil have alle øjeblikke til at være afgørende.

Momentets overtag i sportssproget gør det vanskeligt at skelne de vigtige omstændigheder og afgørende punkter fra de mindre vigtige tilfældigheder, hændelser og, ja, øjeblikke. Det bruges i flæng til at beskrive rutinemæssige småting fra fodboldspillernes boldtab og -erobringer over mindre gestikulationer eller ansigtsudtryk gengivet i slowmotion til cykelrytteres vink til kameraet samt træneres og tilskueres reaktioner.

Hvor momenter er sterile, funktionelle og instrumentelle, er øjeblikke uafklarede og af og til ligefrem poetiske. Sport er begge dele: en kamp, der skal afgøres, og en potentielt smuk oplevelse i en serie af øjeblikke. I en sproglig strøm af momenter bør øjeblikkene huskes. Hvis ikke for andet, så for afvekslingens skyld.

RIP Weekendavisen

Ivan Dybdal, mediesociolog

Medierne har altid været et problem. Ikke mindst for magthaverne til hver en tid. Derfor er de altid blevet reguleret af samme, som Christoffer Zieler skriver i sin indsigtsfulde kommentar »Gavebod« i Weekendavisen #27. En rapport, der udkom for nylig, viser, at to tredjedele af alt digitalt nyheds- og aktualitetsindhold gives gratis bort. Folk vil ikke betale for det.

Det var sådan, reklameradio og reklame-tv startede i forrige århundrede. Det var gratis og kom til at dominere medieforbruget næsten totalt. Det kom til at præge alle eksisterende medier, især dem, der ikke fik statsstøtte, som Danmarks Radio, ARD og ZDF i Tyskland og mange andre europæiske statsmedier, der ville beskytte sig mod de nye elektroniske, amerikanske mediers invasion. Nu har internettet og dets mangfoldige nye medier igen revolutioneret mediebilledet, og det vil selvfølgelig medføre tilbagegang for de gamle tv- og printmedier. Det er ikke svært at se skriften på væggen, synes jeg. Tv og aviser vil uddø.

Grøn tid, sort avis

Martin Rosenkrands Graversen, analytiker

Som mangeårig abonnent oplever jeg stigende bias i Weekendavisen over for sol, vind og batterier sammenlignet med det, jeg læser i valide internationale kilder.

Lige så kritisk Weekendavisen er over for alternativ energi, lige så ukritisk er man over for atomkraft. Man fokuserer på problemerne, ikke de mulige løsninger, og rigtig meget bliver aldrig formidlet til læserne.

Det virker, som om Weekendavisen er gået i stå i proatomkraftlobbymiljøet og har glemt alt om gamle journalistiske dyder for kritisk undersøgende uafhængig og upartisk nysgerrig journalistik.

Med den voldsomt accelererende udvikling inden for alternativ energi risikerer Weekendavisen at mase sig op i et hjørne, hvor man i højere grad bliver en del af fortiden end fremtiden.

Vurderingsstyrelsen

Finn Lindberg, cand.scient.

Som ejer af en lejlighed finder jeg 9. juni 2024 i min e-Boks et brev fra Vurderingsstyrelsen. Brevet opfordrer mig til at tjekke de data, Styrelsen forventer at bruge til ejendomsvurderingen for 2020, og dataene er indeholdt i en deklaration, hvortil der er et link, som ikke fungerer hverken på modtagelsesdagen eller dagen efter. Så jeg parkerer sagen. Dette skal vise sig at være en farlig undladelsessynd. Heldigvis er andre ejere mere vågne, og det kommer frem, at alle 99 lejligheder i ejerforeningen og 22 garager, der også er ejerlejligheder, skal vurderes på grundlag af opførelsesåret 2014. Også selvom det af BBR klart og tydeligt fremgår, at opførelsesåret er 1960. Det skulle man tro var nemt for Styrelsen at korrigere, men vores administrator får at vide, at alle ejere individuelt skal indsende en indsigelse, som vil blive behandlet enkeltvis. Så her sidder vi så. Mange er ældre folk, som ikke vil kunne udfylde indsigelsesformularen, hvis de overhovedet har en pc. Personligt havde jeg svært ved det, da formularen sprogligt og organisatorisk er et makværk – også selvom jeg i en stor del af mit liv har arbejdet med brugerinterfaces. Vurderingsstyrelsen pålægger sig selv et ubegribeligt ekstraarbejde, når det forvandler en korrektion, der kan udføres på få minutter, til et sisyfosarbejde for medarbejdere og borgere.