Debat. To kortere indlæg fra Weekendavisens læsere.
Læserbreve
Prisen på grisen
H.C. Gæmelke, formand for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris
I WA #41 stiller griseproducenten Helle Larsen i artiklen »Prisen på grisen« det spørgsmål, som grisefireparten er nødt til at kunne besvare. »Det er fint nok, at vælgerne og politikerne vil have, at vi skal lave nogle bestemte grise. Men hvem er det, der skal købe det?«
Det spørgsmål skal tages alvorligt. Dyrevelfærden i dansk griseproduktion skal forbedres. Flere grise skal beholde halen, færre pattegrise skal dø, og søerne skal have bedre mulighed for at bevæge sig frit. Vi landmænd har ansvaret for vores dyr, og det ansvar tager vi på os. Skal forbedringerne blive til virkelighed i de danske stalde, må vi også tage økonomien alvorligt.
Et politisk flertal kan vedtage nye krav til grisene. Det kan ikke vedtage, hvad kunderne vil betale for kødet. Weekendavisen gengiver Coops salgstal, der viser, at lidt over 13 procent af det grisekød, kæden sælger, er økologisk eller dyrevelfærdsmærket. Trods måneder med intens debat om dyrevelfærd har den andel stort set ikke flyttet sig.

Det er forståeligt, at prisen betyder meget, når danskerne køber ind. Alligevel er der en modsætning mellem de forventninger, vi har til dyrevelfærden, og de valg, vi træffer i supermarkedet. Bedre dyrevelfærd kræver investeringer. Hvis landmændene skal gennemføre forbedringerne, skal der være en økonomi, som gør det muligt.
I sin åbningstale til Folketinget spurgte statsminister Mette Frederiksen, om vi kan forbedre dyrevelfærden og samtidig udvikle dansk landbrug. »Det vil regeringen insistere på,« lød hendes eget svar. Den ambition deler jeg.
Regeringen har selv skrevet i kommissoriet til grisefireparten, at omlægningen skal sikre et konkurrencedygtigt fødevareerhverv med arbejdspladser i Danmark. Fireparten skal også finde løsninger på, hvordan produkter med højere dyrevelfærd kan afsættes både herhjemme og på eksportmarkederne.
For os er det afgørende, at nye krav følges af rammer, der giver landmændene mulighed for at investere i og udvikle deres produktion.
Vi går ind i fireparten med et ønske om at finde fælles løsninger. Og med en klar ambition om, at de skal føre til bedre dyrevelfærd og en fortsat stærk dansk griseproduktion.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk
Et nyt hoveri?
Eva Sommer-Madsen, landmandskone og fhv. byrådsmedlem for Venstre
Som landboer går jeg efterhånden rundt og føler mig som en kriminel i mit eget land.
I medierne bliver vi hånet, og i debatterne bliver vi overfuset. Os, der blev ved jorden, skal tilsyneladende lukkes – koste, hvad det koste vil!
Med Folketingets gødskningslov føles det for alvor, som om splittelsen mellem land og by har nået et historisk lavpunkt. Hvad er det, der sker med vores samfund?
Politikerne lytter konsekvent til meningsdannere, der nedgør erhvervet! Os på landet er et stolt folkefærd, og vi er vant til at lytte til faglighed for at sikre de bedste afgrøder og de sundeste dyr. Skal dansk fødevareproduktion virkelig tromles over på baggrund af følelsesladede debattører og professorer med antipati over for landbruget? Journalister og politikere har fuldstændig ladet sig forblænde!

Mon de forstår, hvad der sker med de små lokalsamfund?
Ved danskerne overhovedet, om gødskningsloven flytter noget som helst for fjordene? Spiller spildevandet i virkeligheden en større rolle? Når et udsagn gentages nok gange, tror vi desværre på det!
Skal Danmarks ældste opgave – at få mad på bordet – behandles så dårligt? Hvorfor skal vi på landet lægges for had i stedet for, at man samarbejder og finder en rimelig vej frem?
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk