Læserbreve

CO₂-afgift

Jørgen Keinicke, læser

CO₂-afgiften bliver aldrig til noget af den simple grund, at Skat ikke formår at skabe et system til inddrivelse. Alle advarselslamper burde lyse, når en ekspert som Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, til Altinget siger, at en CO₂-afgift kan vise sig at være umulig at administrere. Skat har indtil nu brugt fire milliarder af skatteborgernes penge på at etablere et IT-system til inddrivelse af ejendomsskatter. Systemet skulle for længst være taget i brug. Sporerne skræmmer, og en generel CO₂-afgift vil ende i ingenting og en masse bureaukrati. Hovedparten af Folketingets partier står bag, men ingen vil blive stillet til ansvar, når skandalen begynder at rulle. Det er ligesom med sagen om udbytteskat. Skat blev svindlet for 14,2 milliarder, men ingen politikere blev stillet til ansvar.

Rematerialisering

Keld Mikkelsen, læser

Den stedvise ballade på Det Kongelige Danske Kunstakademi kunne muligvis (op)løses gennem en »rematerialisering« af selve akademiet ved en udflytning fra Kongens Nytorv til en anden lokalitet uden for København – i lighed med den udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til andre områder i landet, der siges at have været en stor succes. Man kunne dermed starte på en frisk med en ny og sundere »kultur« og eventuelt inddrage en bredere vifte af kunstarter, for eksempel gøglere, gårdmusikanter og dyretæmmere, og dermed åbne institutionen for nye inspirationskilder. Placeringen kunne være i Ishøj, hvor der er bedre plads til den type happening, som gik ud over en gipsbuste af Frederik 5., der som bekendt blev sænket ned i Frederiksholms Kanal, hvorved den »rematerialiseredes« som uformelig gipsmasse. På den nye lokalitet kunne den omtalte tradition for rematerialisering af kunstværker genoptages med buster af de skikkelser i danmarkshistorien, der i dag vækker kulturel vrede. Men nu i flamingo, der jo har den egenskab, at de ved nedsænkning i vand flyder ovenpå, hvorved de kan genbruges. Altså en grøn løsning i en tid med opmærksomhed på netop genbrug og såkaldt cirkulær økonomi. Hvis der skulle opstå et behov for ikke alene at drukne den historiske person, men også skille hovedet fra kroppen (altså skære halsen over på den person, som busten skal gengive, hvilket også er meget oppe i tiden), kunne man fremstille et antal flamingobuster med aftageligt hoved.

Je suis Israel

Simone Sophia Mikkelsen, underviser

Jeg har de seneste dage registreret en bias mod Israel og jøder i medierne. Jeg har nok altid vidst, at visse medier er værre end andre. Da terroren ramte Charlie Hebdo, sagde de fleste »Je suis Charlie« og prydede deres profilbilleder med det franske flag. Det er tydeligt, at hadet til jøderne og Israel breder sig langt ud over, hvad jeg har frygtet. Få interesserer sig for den terror, der har ramt israelerne, og de mennesker, der lider nu. Og medierne bærer et stort ansvar.

Duften af benzin

Albert Thylstrup, retorikstuderende

Den grønne omstilling er lig med liv: renere klima, bedre havmiljø og arters overlevelse. Men den er også en afsked med en verden, der engang selv var moderne. En verden, hvor benzin betød fremgang, og hvor larm var synonym med driftig storby. Ofte lægges denne verden for had som billede på en fossil livsstil; en syndebuk, vi kan kaste vores skyld og skam på. Men med den store udskiftning følger også en stilhed. Dollargrinene erstattes af elbiler. Misforstå mig ikke. Jeg er overbevist om, at benzindrevne fartøjer i fremtiden bør være fortid. Men verden vil blive fattigere på en helt bestemt duft, jeg forbinder med eventyrlyst og rejselyst: Gud, hvor kommer jeg til at savne duften af benzin som forsmag på, hvad godt der venter. Det første indtryk af storbyen, man mærker, så snart man forlader en fremmed lufthavn. Dørene, der skyder op, bølgen af larm og ætsende ethanol, der skyller ind over én og brænder sig fast i næsen. Og med duften alle knaldene fra udstødningsrørene: scootere, motorcykler, gamle biler. Den moderne verden af i går, der buldrer gennem boulevarderne, mens jeg finder en café og lader mig oversvømme af indtrykkene. Den er beskidt, sådan er det bare: Duften af benzin er iført læderjakke og bander som en havnearbejder. Den stinker af eventyr. Den er forførende som Audrey Hepburn og Gregory Peck på en Vespa gennem Rom i Roman Holiday (1953). Men den kan også sætte dig på plads, cool som Steve McQueen på en Triumph. Det er på tide at sige farvel og tak, men huske at mindes den lille detalje, der var med til at danne rammen om en generation af eventyrere. For som den evige gadedreng Kim Larsen sagde: »Om lidt bli'r her stille.«

Grøn og rød tomat

Peter Alsted Pedersen, farmaceut, ph.d.

Den interessante artikel om grønne tomater (WA #40) mangler én vigtig oplysning. Haveskribent Peter Friis Møller nævner helt rigtigt, at de giftige glykoalkaloider findes i grønne tomater og ikke i modne (røde) tomater. Men hvordan forsvinder de under modningen? Forskning har vist, at de ikke nedbrydes, men transporteres væk under modningen. Desværre betyder det, at de giftige glykoalkaloider forbliver i tomaterne, hvis man plukker dem som grønne og lader dem modne i en vindueskarm. Til gengæld opstår under modningen det røde farvestof lycopin, der synes have en vis beskyttende virkning. Gule og orange sorter (kultivarer) indeholder lidt større mængder tomatin end de røde. Det er også værd at bemærke, at koncentrationen af tomatin er størst i små frugter, hvorfor det er mere sikkert at spise få store tomater end mange små. Så selvom jeg er enig i Fødevarestyrelsens vurdering, er det efter min mening uklogt at indtage »kunstigt« modnede tomater, især små i større mængder. Tomatplanten er kemisk set fascinerende. Man har påvist også serotonin, nikotin(!) og histamin, sidstnævnte også i grønne tomater.

Forsvarligt?

Hans Henrik Hansen, pensionist

Mikkel Vedby Rasmussen spørger (WA #38), om forsvarsforligets navnkundige 143 milliarder kroner skal bruges på »oprustning« i Nordatlanten eller i Østersøen? Hvis valget var så enkelt, måtte svaret blive Østersøen ud fra den simple betragtning, at hvis Syddanmark først er løbet militært over ende, kan det være ligegyldigt, hvilke militære kapaciteter der måtte restere i Nordatlanten! De smertelige erfaringer fra Ukraine viser med al tydelighed, at »støvler på jorden« samt et fleksibelt områdeluftforsvar er uundværlige elementer i et invasions-/eksistensforsvar. Det forekommer derfor uklart, hvorfor Vedby Rasmussen alene fokuserer på maritime (luft)styrker. Da Danmark i Warszawapagtens skæbnestund skulle tilpasse forsvaret de nye tider, blev behov og udvikling skitseret af en forsvarskommission. Nedsættelse af en hurtigtarbejdende sådan forekommer at være et rationelt instrument til sikring af et helhedsorienteret og målrettet forløb frem mod (gen)skabelsen af et effektivt territorialforsvar.

Wivels kredsløb

Sju G. Thorup, cand.scient. og IT-projektleder

Det var en spøjs oplevelse at læse kultursektionen i sidste uge (WA #39). I haveskribent Peter Friis Møllers klumme »Møllers have« fandtes en smuk opfordring til at bruge sin have til nytte for naturen og klimaet. Nogle sider længere fremme fortalte redaktionschef Klaus Wivel i »Levned og meninger« morsomt, hvordan han ville bygge et skur i sin have. De to klummer står i skærende kontrast. Wivels mange værktøjsanskaffelser sætter spor i naturen og klimaet, som ikke umiddelbart er synlige i byggemarkedet. Ikke mindst minedriften, der frembringer metallerne og volder stor skade på den lokale natur i oprindelseslandet. Den plastic, som håndtagene er lavet af, er desuden fremstillet af sort olie. Tænk, hvis Wivel havde brugt værktøj, der allerede fandtes – for eksempel ved at gå de få meter ind til sin nabo og spørge, om han kunne låne noget af ham. De to mænd kunne have fået en god snak om skurbyggeri, værktøj, haver, grusveje og andet og måske endda lære hinanden at kende. I stedet for at spankulere på grusvejen for at lure, om hans (værktøjssamling) er større end naboens, kunne de have etableret et frugtbart fællesskab. Med Friis Møllers ord: »En stor del af det, man kan udrette som haveholder – og beboer af jordkloden – er ikke raketvidenskab og begynder ret enkelt med jordnær omtanke, kredsløbstænkning og sund fornuft.« Med omtanke kunne Wivel have sparet jordkloden for en stor del af det ressourceforbrug, CO₂-udslip og forurening, som hans skurbyggeri forårsagede. Jeg vil opfordre redaktionschefen til at spise en frokost med Peter Friis Møller, og jeg vil opfordre alle, der tror, man behøver at eje al værktøj selv, til at låne af naboen næste gang.