Læserbreve

Fædrene

Jesper Lohse, landsformand for foreningen Far

I anledning af 50-året for den fri abort er Det Etiske Råd kommet med en rapport, hvor fædrene helt mangler. I rapporten er ordet »kvinde« nævnt 93 gange, »mand« én gang. Der medvirker desuden syv kvindelige eksperter, og kun én mandlig. Og der tales om de 15-17-årige piger, hvilket bestemt er på sin plads, men hvad med drengene? Afsnittet om de centrale etiske hensyn omtaler kvinden, fostret, personalet og samfundet, men ikke manden. Vi bør have respekt for kvindens krop, da det er kvinden, som bærer, føder og ammer barnet. Det bør derfor være kvinden, som har valget, om der skal ske en abort. Det Etiske Råd bør dog finde en bedre og mere moderne balance mellem kvindens krop og ligestillingen i 2023. Rapporten mangler et perspektiv om fædres positive involvering. Der er mange fædre, som gerne vil have barnet. De fleste kvinder vil senere i livet få børn, og er fædrene allerede tidligt ekskluderet, har det betydning for opfattelsen af en positiv fædreinvolvering og senere forældrefællesskab. Den tidligere formand for Det Etiske Råd mener ligeledes, at der mangler ligestilling af fædrene og deres mulighed for at fravælge barnet. Jeg mener ikke, at børn er et stykke papir, som bare kan afskrives af deres forældre, for følelserne er livsvarige for far, mor og barnet. Barnet har en menneskeret til at vide, hvor det stammer fra, og derudover ret til kærlighed, omsorg og respekt fra sine forældre. De fleste fædre bliver lykkelige for det barn, der fødes. Et fravalg på fødselstidspunktet kan handle om livserfaring, bekymring, økonomi, robusthed eller manglende ansvarlighed, men fædrene klarer sig ofte fantastisk. Det er her vigtigt at respektere barnets behov for sine forældre. Vælger kvinden at føde barnet, har hele familien behov for og ret til en respekt for familielivet. Så til Det Etiske Råd: Fædre har også følelser, selvom det kan fremstå uetisk for mange mennesker.

Skovene

Per Hilbert, pensioneret skovrider

Tine Eiby skrev for nylig en interessant artikel om klimahuse (WA #37). I artiklen er hovedpointen, at træ får en renæssance i fremtidens byggeri. Samtidig spørges det, om Danmark har træ nok. Det har vi ikke. Allerede i dag importerer vi en betydelig del af vores træforbrug. Og værre ser det ud til at blive i fremtiden. Forholdet er nemlig det, at statens skove, som p.t. står for knap en tredjedel af den danske hugst, glider ud af ligningen. Det er således besluttet, at størstedelen af de statslige skove i de kommende år skal omdannes til de såkaldte »naturnationalparker« eller »urørt skov«. Det betyder, at her må træerne ikke hugges, de skal passe sig selv. Biodiversitet er blevet førsteprioritet, og en stor del af træproduktionen ophører som konsekvens af disse ændringer. Vi må derfor fremover importere en endnu større del af vort træforbrug og dermed overlade træproduktionen til andre lande. Trist.

Børnene

Jørgen Rasmussen, ø-filosof og forfatter

Lone Franks essay om børn og barnløshed (#39) fik os virkelig til at hæve stemmerne her i huset, så tak for dét! Franks artikler er altid læseværdige og inspirerende, og »De børn, man ikke får« er en tankevækkende fremvisning af fortrydelsens psykologi i et følelsesfikseret samfund. De forskellige citater fra nettet og bogudgivelser vidner om et dybt fremmedgjort forhold til at træffe afgørende livsvalg og ikke mindst at tage livtag med konsekvenserne af dem. Begreber som skæbne og frihed fungerer her som entydige modsætninger uden blik for, at vi i den virkelige, analoge verden kan risikere at miste evnen til at elske mennesker omkring os, hvis vi end ikke formår at elske vores egne børn. At en psykoanalytiker(!) kan fraråde at få børn, fordi der er »en stor risiko for i det lange løb at blive skuffet over sit afkom«, er ganske sigende om en fatal mangel på livsmod over for tilværelsens åbenhed og usikkerhed. Og at en far kan udtale, at »jeg ikke bryder sig om de mennesker, mine børn er blevet«, viser et slående fravær af selvindsigt omkring sin egen – kærlighedsløse – indvirkning på dem. Det er en spændende artikel, som dog også er meget taknemmelig i sine pointer, på grænsen til selvopfyldende antagelser. Ikke mindst i den afsluttende passus, hvor nøglen til vrede og forargelse findes i provokationen, »når andre tager fri fra de pligter, man selv har«. Det er en ommer, Frank! Frihed er altid allerede at være bundet af de bånd, man selv har valgt.

Anhængerne

Jes Fabricius Møller, historiker

Nikolaj Arve forsøger at kloge sig på udtalen af ordet trailer (WA #41) Han kunne have sparet sig ulejligheden med at forsvare denne umulige anglicisme under påskud af at have en mere ægte tilgang til sproget med henvisning til, at han er nordjyde. Det hedder en anhænger, eller bare en hænger for de sprogøkonomisk indstillede.

Kunstnerne

Jesper Rasmussen, billedkunstner

Selvom jeg er lodret, katolsk uenig i at forbyde koranafbrændinger, da jeg som billedkunstner altid vil kæmpe for retten til at ytre sig frit i ord, billeder og handlinger, så kunne jeg på et eller andet plan måske respektere politikerne, hvis de med deres beslutning ville indrømme følgende: Ja, det er en indskrænkelse af ytringsfriheden, og ja, det er en genindførelse af blasfemiparagraffen, men i den givne situation føler vi os nødsaget til at indføre forbuddet på grund af terrortruslen, diplomatiet, eksportbranchen, eller hvad det nu er, de synes er vigtigere. I stedet udtaler statsministeren gudhjælpemig, at bogafbrænding ikke er en ytring, og justitsministeren henviser til grundlovens forældede begreber om, at ytringer finder sted i skrift og tale, og erklærer, at nedsættende handlinger med det modbydelige formål at krænke ikke kan betragtes som valide ytringer. Guderne må vide, hvordan en handling, der af symbolske årsager er modbydelig, kan være krænkende uden samtidig at være en ytring?! Hvorfor betjener politikerne sig af et sådant manipulerende nysprog? Og hvorfor skal vi udsættes for samme mullahretorik, der anvendes af de diktatorer, som truer os til at indføre deres egen totalitære lovgivning? Som billedkunstner kan jeg konstatere, at den famøse handling at destruere hellige skrifter eller udføre utilbørlig behandling af religiøse genstande, sådan som lovforslaget uklart formulerer det, hermed har fået tilført en ekstra politisk-symbolsk dimension, og jeg kan kun forestille mig, at kunstnere fremover har en større motivation til at inddrage den slags skriftdestruktive ytringer og »utilbørlige« handlinger i deres kunstneriske arsenal. Spørgsmålet er, om der ikke samtidig er opbygget et tilstrækkeligt kunstnerisk ytringspotentiale i også at afbrænde Danmarks Riges Grundlov. Det er der garanteret en del kunstnere, som snart vil føle sig fristet til, og så kan man ved samme lejlighed teste, hvor mange politikere der anser grundloven for at være en hellig genstand. Lad os se!

Muslimerne

Peter Wivel, journalist

Søren K. Villemoes har på disse sider (WA #40) været utilfreds med mit syn på Kurt Westergaards populære karikatur i Jyllands-Posten af muslimernes profet Muhammed med terrorbombe og korancitat som turban. Set med det blotte øje stempler Westergaard her islam som en terroristisk trosretning. Villemoes’ dom over mit, ikke tegningens, synspunkt lyder: »Mere ubegavet bliver det ikke.« Må det da være tilladt at spørge: Hvordan tror Villemoes, at Reformationens skæbne var blevet, hvis Martin Luther havde hånet Jesus og ikke paven?

Minkene

Jacob S. Hansen, læser

Jeg begik for nylig den fejl at lytte til den indlæste udgave af den ellers fornuftige og skarpe anmelder Anne Sophia Hermansens begejstrede læsning af Mathilde Walter Clarks minkbog Det blinde øje (WA #39). Jeg har ikke læst den omtalte bog, og selvom Hermansen ligefrem synes, forfatteren skal betænkes med en Cavlingpris, får jeg ikke mere lyst til det efter at have hørt hendes oplæste anmeldelse. Mage til fordomsfuld forudindtagethed skal man lede længe efter, og Hermansens oplæsningsstil kammer nærmest over af fryd over, at der endelig er én, der sætter disse minkavlere på plads! Det er åbenbart vigtigere at få skovlen under en efter Hermansens mening usympatisk branche, end om regeringen og magtapparatet har opført sig fair og anstændigt i forløbet med at nedlægge et helt erhverv. Det er muligt, at der på nedlukningstidspunktet var flere avlere, der havde en elendig økonomi, men som i alle erhverv er der vel op- og nedgangstider. Og hvad med konsekvenserne for alle de følgeerhverv såsom foderleverandører og vognmænd, hvis levebrød var afhængigt af et aktivt minkerhverv? Hermansens rosende (nærmest savlende) omtale af bogen giver fornemmelsen af, at Inger Støjbergs snak om »produktions-Danmark« kontra de »københavnske saloner« måske alligevel er andet end ren populisme.