Læserbreve

Drivtømmer I

Jeppe Hauberg, læser

Weekendavisens Søren Villemoes skriver om en »bevidstløs strøm af drivtømmer« (WA #44), og projektmedarbejder Nanna Hastrup svarer (WA #45) med en berettiget kritik. Drivtømmeret er (nogle af?) de cirka 25.000 deltagere i demonstrationen 22. oktober – fra Nørrebro til Christiansborg. På det tidspunkt var der allerede tusindvis af dræbte i Gaza. Hvorfor er Villemoes så introvert, passivt observerende og ikke reelt søgende efter en mening med at afholde denne kæmpe demonstration? En mening, der eventuelt kunne give indsigt i den desperate situation for palæstinenserne, som – siden drabet på Yitzhak Rabin i 1993 og navnlig efter Benjamin Netanyahus første valgsejr i 1996 – er blevet den svage part i et apartheidregime som beskrevet af Human Rights Watch og FN. Villemoes virker mest skræmt af denne store flok, der ikke vil lade sig kyse af statsminister Mette Frederiksens retorik, men kræver opmærksomhed på den systematiske forfølgelse, som har udspillet sig i årtier. Tusindvis er blevet ulovligt anholdt, tilbageholdt i årevis uden rettergang og fordrevet fra deres land på Vestbredden. Endnu en gang, fristes man til at sige, for i 1947 blev 750.000 palæstinensere fordrevet fra det senere Israel til Vestbredden. Siden 1967 har denne voldelige forfølgelse antaget et omfang som et folkedrab i slowmotion. Den ulovlige besættelse af Vestbredden, som FN har krævet ophævet, står lidt i baggrunden nu, da Gaza bombes dagligt. Men Israels tropper er også dér aktive dagligt. Gaza har siden 2007 været underlagt israelsk kontrol og i underskud af vand, mad, medicin, brændstof med mere i et omfang, så området kun lige holdes oppe takket være nødhjælp. Hamas er tidligere blevet støttet økonomisk af Israel for at splitte PLO, og med Hamas' sejr ved valget i Gaza i 2006 havde Israel skabt den fjende, man nu bekriger. Israel bør trække sig ud af Gaza lige nu og i stedet hjælpe med genopbygningen. Hamas' gidsler skal selvfølgelig frigives. Angrebet i Israel 7. oktober er selvfølgelig terror, der kostede 1.200 uskyldige livet. Israels efterfølgende angreb på Gaza, der har medført mere end 10.000 dræbte, er også terror, udført af en stat med et militær, der er et af verdens stærkeste.

Drivtømmer II

Ari Goldhar Menachem, studerende

Til projektmedarbejder Nanna Hastrup (WA #45) og andre, som kæmper for et frit Palæstina: Med udgangspunkt i jeres udtrykte ønske om ikke at gøre danske jøder utrygge betragter jeg det som en selvfølge, at I efter at være blevet gjort bekendt med brugen af billedet af Hamas-terrorister, som trænger igennem grænsehegnet, i forbindelse med de propalæstinensiske demonstrationer i København ikke længere ønsker at deltage i disse manifestationer. Eller hvad? Billedet er stadig at finde på arrangørernes Instagram-profil ledsaget af en tekst om, at »palæstinensernes ret til væbnet modstand må forsvares«. Terrormassakren 7. oktober kaldes en »operation«, som var »nødvendig for befrielsen af Palæstina«. Dette blev lagt op, mens angrebet stadig var i gang, og jøder verden over i fortvivlelse blev bekendt med den ene makabre detalje efter den anden. At kæmpe for palæstinenseres rettigheder behøver ikke at være en modsætning til, at jøder kan leve trygt. Men hver gang folk går på gaden og råber »from the river to the sea«, stiger antallet af antisemitiske handlinger. Hvis I, som kæmper for et frit Palæstina, ønskede at forstå, hvordan danske jøder oplever situationen, ville I vide, at de få jøder, som møder op til propalæstinensiske demonstrationer – og som naturligvis har ret til deres mening – ikke repræsenterer det ellers historisk samlede jødiske samfund. De fleste jøder ser sig selv som zionister, hvilket vil sige at anerkende Israels ret til at eksistere. Når I proklamerer, at I skam intet har imod jøder, kun »zionister«, så hører vi altså, at I ikke hader alle jøder, kun størstedelen. Til Nanna Hastrups spørgsmål om, hvorvidt man bliver nødt til at bekendtgøre alle sine forbehold, når man råber »befri Palæstina«, har jeg et klart svar: Ja! Hvis I oprigtigt bekymrer jer for jeres jødiske medborgere, så er selvransagelse et uundgåeligt første skridt.

Sprog

Søren Overgaard, lektor og ph.d.

I en god og vigtig artikel (WA #45) om forskningsfrihedens trange kår på danske universiteter omtaler Lone Frank den nylige sag, hvor en gruppe studerende udvandrede fra en forelæsning om europæisk kolonialisme på Københavns Universitet. Frank skriver, at de studerende udvandrede i protest mod, at »deres underviser rent faktisk underviste i kolonialismens og racismens sprog – og derfor naturligt nok brugte det sprog«. Jeg ved ikke, hvad den omtalte underviser konkret har sagt og ikke sagt. Men Frank overser tilsyneladende en afgørende skelnen mellem at »bruge« og »nævne« bestemte ord. Ordet »frøæder« består af syv bogstaver, og er en (mildt) nedsættende betegnelse for franskmænd. Jeg har nu omtalt et ord, som kan anvendes til at betegne personer med en bestemt nationalitet, men uden selv at bruge det til at betegne disse personer. Til gengæld har jeg brugt et andet ord – »franskmænd« (som jeg her nævner) – til at betegne dem. Man kan næppe undervise i kolonialismens sprog uden at nævne nedsættende ord, der i datiden blev brugt om bestemte befolkningsgrupper. Men man kan og skal gøre det uden selv at bruge ordene til at betegne samme grupper af mennesker. Gad vide, om nogle af de oprørte studerende ligesom Frank har overset denne vigtige skelnen?

Mistrivsel

Lucas E. Zukunft, forretningsudvalgsmedlem i SFU, og Christian V. Weichel, hovedbestyrelsesmedlem i KU

Hvad er egentlig formålet med, at vi er til? Det spørgsmål tror vi, de fleste har stillet sig selv på et tidspunkt. I det socialdemokratiske drømmesamfund med den dertilhørende omfattende velfærdsstat er menneskets formål reduceret til at gå på arbejde og betale skat. For nylig udtalte socialdemokraternes udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, at man som forælder skulle være stolt, hvis man henter sit barn fem minutter i lukketid. Statsminister Mette Frederiksen vil gøre op med myten om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde. I forvejen falder tilslutningen til de frivillige foreninger, mens medierne fylder os med skrækhistorier. Og nu vil politikerne så tvinge os til at bortskære alt det, der giver livet indhold, mening og morskab. Ud over at være de bedst tænkelige skatteborgere skal vi åbenbart også gøre os totalt uafhængige af hinanden. Datingkulturen fordrer alt andet end stærke parforhold, og klimaekstremister mener ligefrem, at vi ikke skal få børn samt tage et opgør med kernefamilien. Alt dette fører én ting med sig: ensomhed. Kombinerer man denne ensomhed med manglen på et formål med tilværelsen og en følelse af værdiløshed, ja, så bliver resultatet en mistrivsel af uhyggelige dimensioner. Hvis vi skal komme den voldsomme mistrivsel til livs, er vi derfor nødt til at tænke os grundigt om. Problemet kan ikke løses med populære quickfix: en reform her, et par forbud dér og nogle millioner drysset ud over nogle overskriftsvenlige tiltag er ikke løsningen. Tværtimod mener vi, at tempoet skal tages ud ikke bare af politik, men af hverdagen. Giv dog folk mulighed for at stoppe op og finde et formål med tilværelsen. Et formål, der ikke er politisk dikteret, men eftertænkt og funderet i det, som giver mening og værdi for samfundet, én selv og ens nærmeste. Vi må og skal sætte individet før en materialistisk, altomsluttende og åndsdrænende stat. Ellers ser vi ind i en fremtid med øgede psykiske og sociale problemer for vores unge. En fremtid uden åndelighed er en fremtid bygget uden mennesket. Vi skal ikke vælge livsvej og -førelse ud fra politiske ønsker, tværtimod skal vi indrette et samfund med mulighed for at finde og opdyrke talent og passion. Er du dygtig til sprog, skal du blive humanist, ikke tømrer, selvom tidsånden tilskriver sidstnævnte væsentligt højere værdi. Vi skal skabe et samfund, der dyrker de nære fællesskaber. Et samfund, der giver mulighed for et større engagement i foreninger, som styrker familierne, og som ikke forbyder alt det, der er sjovt og gør livet værd at leve. Vi har magten til at skabe og løse egne problemer. Intet menneske er en byrde eller værdiløst, men vi har efterhånden skabt et samfund, der mere end antyder det. Det kan vi faktisk ændre på, hvis vi vil. Vi skal ikke måle menneskers værdi på, hvor meget de betaler i skat, og hvor lidt de ryger og drikker. Mennesker skal derimod måle samfundet på, hvor meget frihed det tillader, og hvor godt det formår at skabe plads til fællesskab, interesser, sjov og passion. Vores samfund er ved at løbe fra os. Vi er nødt til at tage kontrollen tilbage, før vi mister os selv. Ellers vinder vi muligvis hele verden, mens vi taber os selv i processen.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk