Jeg skammer mig!

Jeg valgte at stikke hovedet i busken hen over sommeren, fandt det sted i mig selv, hvor jeg kunne forsvare et lillebitte indgreb i ytringsfriheden, og tænkte, at vi nok snart kunne få ro, hvis bare vi lod regeringen gøre sit arbejde. Jeg ville for alt i verden ikke associeres med Rasmus Paludan.

Mine værker var jo ikke bygget op om destruktion af hellige genstande – jeg har ikke et udestående med nogen religion. Nej, jeg ville være lettet over at se Paludan-banden bremset. Jeg lå på en sovepude og tænkte, at det ikke var mit problem – og det skammer jeg mig over i dag.

Jeg ser det som en katastrofe, at jeg ikke har råbt højere tidligere. At vi ikke alle sammen har råbt højere mod dette massive indgreb i vores fundamentale demokratiske frihedsrettigheder. Det er en katastrofe, at vi ikke troede, at det her ville være et problem også for os.

I radioen sagde en skuespillerkollega: »Jeg tror ikke, det kommer til at påvirke mig og den kunst, jeg laver.« En forfatterkollega skrev til mig: »Det er anderledes for os, for folk mener ikke, det kommer til at påvirke litteraturen.« Helt ærligt!? Hvor privilegieblinde er vi? Hvor arrogante og usolidariske?

Det er nemmere ikke at engagere sig. Jeg vil da hellere se videoer med dyr på Instagram, koncentrere mig om mit arbejde, hygge mig og undgå at blive uvenner med potentielle arbejds- eller støttegivere. Men passiviteten er et tegn på en usund magelighed og manglende lyst til at sætte sig ind i en politisk sag, der ikke direkte vedrører os selv.

Jeg tror dog, vi vil komme til at fortryde det, hvis ikke vi råber op nu. Derfor beder jeg dig, uanset om du er kunstner selv eller forbruger af kunst og kultur: Gør dig umage, sæt dig ind i det her. Protester! Hvis ikke du selv har et udestående med en religion, så er du heldig. Men tænk over, om ikke du kender en, der har. Eller om du kan forestille dig en, der har.

Kunstneren Firoozeh Bazrafkan er blevet en central figur i debatten – med god grund. Mener vi virkelig, at en herboende kunstner, der er flygtet med sin familie fra præstestyret i Iran, og som protesterer mod dette styre på den måde, hun selv finder passende – nemlig ved at ødelægge den hellige bog, som i hendes fødeland (mis)bruges til at undertrykke kvinder – skal kunne straffes med fængsel i op til to år?

Ønsker du dig et samfund, hvor DR ikke må vise Lars von Triers film Antichrist? Hvor du ikke kan gå i biografen og se en genudsendelse af Eksorcisten? Hvor Madonna ikke ville have kunnet indspille sin musikvideo til »Like a Prayer«? Et samfund, hvor politikere skal diktere, at en kunstner, der udøver en legitim religionskritik, hellere burde ... synge en sang?

Netop justitsministerens opfordring til Bazrafkan er blevet citeret igen og igen, og hver gang har jeg tænkt: »Jamen sagde han virkelig det?« Det kan da ikke være sandt, at en minister skal bestemme, hvilke udtryksformer der gælder som kunst. At vores regering har et kunstsyn, der er så snævert, at det kun kan favne opbyggelig og pæn kunst, der ikke fornærmer nogen.

Hvis vi som samfund smider Bazrafkan i fængsel for at udøve en kunstnerisk kritik af et kvindeundertrykkende præstestyre, så er vi på hold med selvsamme præstestyre. Også uagtet at dem, vi i virkeligheden vil ramme, er en gruppe idioter, vi ikke kan lide. Konsekvenser er konsekvenser.

Vil du gerne være på hold med det iranske præstestyre? Jeg vil ikke. Derfor er kunsten nødt til at være fri, den skal have lov at være grim og destruktiv. Der er også poesi i protesten, uanset hvor rodet en form den antager. At påstå andet er kultur- og historieløst, privilegieblindt og uanstændigt.

Så engager dig, eller lad være – og skam dig. Jeg skammer mig over ikke at have meldt mig ind i debatten tidligere. Jeg skammer mig over, at tiden gik. Og jeg er pissebange for, at vi ikke når at mobilisere en folkeopstand, som vores regering ikke vil kunne sidde overhørig. Fordi vi er magelige. Fordi vi er bange for at blive associeret med Paludan. Fordi vi ikke selv lige har brug for at brænde en koran.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk