Debat. Asle Toje skriver med stor elegance om det europæiske forfald, men hans analyse tilslører en ideologisk vision for et postliberalt Europa, mener Hilde Sandvik. Hun efterlyser en større ærlighed om hans egen position og syn på Vesten.
Illiberalisme forklædt som realisme
Han sidder i Nobelkomiteen og bevæger sig hjemmevant i internationale kristenkonservative netværk. I en podcast beder han med præster, i Kreml spiser han middag med Putin, og i Weekendavisen skriver han om Europas forfald. Asle Toje er realisten, der ikke bare beskriver magten, men moraliserer over svagheden – en dommer over et kontinent, der må stilles til regnskab.
Toje har længe været en distinkt stemme i norsk og nordisk offentlighed. Han tilbyder ofte en vidende og historisk funderet analyse af magt, imperier og kultur. Men stadig oftere virker det, som om Weekendavisens nye kolumnist ikke helt siger, hvad han mener. I stedet inviterer han læseren ind i et retorisk landskab, hvor ideologiske og åndelige perspektiver smelter sammen til et illiberalt verdenssyn. Det sker med stor intellektuel elegance, men også med en underlig mangel på ideologisk åbenhed. Gennem forsigtige parafraser og autoritetslån nedtoner han det autoritære. Han giver plads til et narrativ, hvor fred og orden vokser frem af fællesskab og tro – langt fra de liberale rettigheder fra det moderne gennembrud, som engang skabte samtidens Norden.
Del:
