Hestens egen mund

Det har længe været almindeligt kendt, at en tidligere PET-ansat ved navn Jesper har været Ahmed Samsams kildefører, mens Samsam var tilknyttet PET, før han overgik til FE. Jesper deltog i en DR-dokumentar, hvori han dog selv lod det blive ved antydningen. Men i går aftes blev det bekræftet fra hestens egen mund.

Samsam lagde – hvad der umiddelbart forekommer at være – en skjult lydoptagelse op på sin Facebook-profil med et billede af sig selv og denne Jesper. Omstændighederne og baggrunden for optagelsen er uklare, og Jesper har meddelt pressen, at han ikke har nogen kommentarer til lydfilen. Men at det er Jesper, der deltager i samtalen, synes hævet over enhver tvivl.

Samsam og Jesper drøfter indledningsvis førstnævntes nyligt overståede bogreception, hvor Jesper også deltog. Derfra tager det fart. De taler om Samsams samarbejde med PET og FE og om, hvordan Jesper var med til at hverve ham i Kalundborg Arrest. Mest afgørende nævner Jesper, at »du har sgu aldrig været medlem af ISIS – det ved vi jo godt«.

Alle kan gøre sig egne tanker om lydoptagelsen, herunder om der er tale om en iscenesat samtale. Det er og bliver spekulation. Hvad vi ved om Jesper og hans involvering i forløbet og Samsam-sagen, er følgende:

Den 27. juni 2023 afsagde Højesteret en opsigtsvækkende kendelse, der konkret angik Jesper og hans egen sag. Jesper var sigtet efter straffelovens paragraf 152 for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger. Anklagemyndigheden stod stejlt på, at sagen skulle føres for hermetisk lukkede døre. Til støtte herfor henviste anklagemyndigheden til en PET- udtalelse.

Heri fremgik det, at straffesagens behandling i offentligt retsmøde »må antages at bringe nogens sikkerhed i fare« og »overfor bl.a. fremmede magter (vil, red.) afsløre (…) generelle arbejdsmetoder, kapaciteter, svagheder, samarbejdspartnere mv.«, hvilket kan »medføre en svækkelse af PET's muligheder for at udføre sin opgave med at sikre statens sikkerhed«. Højesteret hældte argumentationen ned ad brættet:

»Anklagemyndighedens og PET’s redegørelse for disse omstændigheder er af så generel og overordnet karakter, at den efterprøvelse fra domstolenes side, som retsplejeloven og menneskerettighedskonventionen forudsætter, ikke er mulig.«

Anklagemyndigheden opgav sidenhen uden nogen nærmere forklaring sigtelsen i Jespers sag i slipstrømmen på de droppede FE-sager mod Lars Findsen og Claus Hjort. Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at rabalderet fra den lukkede FE-sag udgjorde et belejligt tidspunkt herfor.

Tilbage står, at Danmark nu ved selvhør kan konstatere, at Samsam samarbejdede med efterretningstjenesterne, og at han nok så væsentligt ikke var tilknyttet ISIS. Med Jespers udsagn om, at Samsam »aldrig har været medlem af ISIS«, er det i realiteten fastslået fra en myndighedsperson med konkret og indgående kendskab til Samsams færden i Syrien, at Samsam er dømt med urette.

Hertil kan rejses spørgsmål om, hvilken betydning oplysningerne ville have haft i den spanske straffesag mod Samsam. I dommen fra den spanske højesteret er der nogle lettere knudrede præmisser om, at det ikke er »påkrævet at godtgøre et angiveligt præcist samarbejde med det danske politi, der ikke, selv hvis det kunne påvises, ville mindske betydningen af de øvrige erklærede og påviste forhold, som bekræfter hans tilslutning til terrororganisationen«.

Dommen er på dette punkt fejloversat. Efter konteksten skulle ordet »præcist« have været oversat til »lejlighedsvist«. Ikke desto mindre henviser Østre Landsret hertil i deres præmisser for at afvise Samsams søgsmål mod de danske efterretningstjenester. Selvom lydoptagelsen utvetydigt dokumenterer, at der var et samarbejde mellem Samsam og tjenesterne, er konstateringen af et agentforhold i sig selv ikke det mest afgørende aspekt.

Mere afgørende er det, at de danske myndigheder i kraft af deres samarbejde med Samsam er vidende om, at han ikke var medlem af ISIS eller en ISIS-affilieret terrororganisation. Autoritative oplysninger herom fra de danske myndigheders side ville efter min opfattelse med en meget høj grad af sandsynlighed have ændret den spanske straffesags udfald.

Det er ikke raketvidenskab. Samsam blev dømt efter den spanske straffelovs art. 572, stk. 2, for at have tilsluttet sig en terrororganisation. Alt tyder på, at dette er faktuelt forkert. Dermed er Samsam blevet dømt på et ufuldstændigt og mangelfuldt grundlag. Og derfor har Samsam efter alt at dømme været udsat for et justitsmord.

Det er imidlertid tvivlsomt, hvilken effekt lydfilen vil få på sagens videre gang i Højesteret, om nogen overhovedet. Tjenesterne nægter at give samtykke til, at blandt andre Jesper kan afgive vidneforklaring under sagen. De påberåber sig en særlig bestemmelse i retsplejeloven (paragraf 169, stk. 2, 3. pkt.). Den afskærer vidneførelsen, og ydermere forhindrer den i realiteten også domstolenes mulighed for at kontrollere den nærmere baggrund herfor.

Allerede i en betænkning fra 1962 foreslog et udvalg nedsat af Justitsministeriet, at det var væsentligt, at der blev indført en mulighed for, at domstolene »i overensstemmelse med en almindelig tendens i nyere lovgivning undergiver administrationens afgørelser en af retssikkerhedshensyn ønskelig kontrol«. Men Justitsministeriet modsatte sig, og således blev det.

Derfor står vi nu i den paradoksale situation, at Højesteret i kendelsen fra 27. juni 2023 på den ene side har fastslået, at det umiddelbart ville have været uproblematisk for Jesper at afgive forklaring i sin egen sag. På den anden side skal Højesteret øjensynligt uden videre affinde sig med, at PET reelt kan kortslutte processen og afskære vidneførelsen i Samsams sag med en abstrakt henvisning til hensynet til statens sikkerhed.

Spørgsmålet er, om Højesteret vil anlægge en friere fortolkning af en regel, som der allerede i 1962 blev sat et markant spørgsmålstegn ved. Hvis ikke, er der en risiko for, at den danske retsstat havner i en slags juridisk parallelunivers, hvor juraen eksisterer helt løsrevet fra virkeligheden og de faktiske realiteter, og hvor det med alle tænkelige juridiske kunstgreb og taskenspillertricks er muligt at holde kendsgerningerne ude af sagen. Det går næppe i længden. Slet ikke, når det som her drejer sig om et sandsynligt justitsmord.

For retsstatens skyld håber jeg derfor, at Højesteret agerer som den voksne i lokalet og finder en vej ud af det morads, som efterretningstjenesternes uforståelige passivitet har skabt. På det principielle plan er det retsstatens troværdighed og tilliden hertil, der er på spil. For nylig har den tidligere ombudsmand og nuværende højesteretsdommer, Jørgen Steen Sørensen, om end i en anden sammenhæng, men alligevel meget apropos udtalt:

»Troen på, at retssikkerhed er for alle, og at der skal være institutioner, som kan hjælpe, hvis myndighederne svigter, er et stærkt mindset i Skandinavien. Det er ret enestående, at vi har fem nabolande, der har forenet sig i ideen om ordentlighed og respekt for individet, og som samtidig har sat det i institutionelt system. Et tilsvarende stærkt retssystem findes ikke mange steder uden for Skandinavien.«

Ordene taler for sig selv.

Lasse Lund Madsen er professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk