Debat. Både Brinkmanns nejhatstænkning og Christensens skæbnebegreb amor fati misforstår, hvordan det moderne menneske indgydes livsmod i en urolig verden.
Grib ikke skæbnen
Der er lagt op til metafysisk opgør i Weekendavisens spalter. Markus Floris Christensen tager i WA#45 stridshornet til læberne og blæser til kamp imod samtidens dominerende nejhats- og afmagtstænkning: den tænkning, som først og fremmest psykologiprofessor Svend Brinkmann har været talsmand for i kraft af sit opgør med det senmoderne menneskes selvudviklingstrang. Her er Brinkmann allieret med den nystoiske resignationstænkning, som blandt andre Niels Overgaard med sine bøger gøres til repræsentant for.
Begge tendenser er for Christensen at se udløbere af en »løbsk modernitet« – som sådan er de også forståelige. Men hvor forståelige de end er, er de også utilstrækkelige. Christensen peger i stedet på skæbnen som et prægnant, metafysisk begreb, hvormed vi kan orientere os i tidens kriser – uden samtidig at forfalde til et idealistisk menneskesyn, der bilder sig ind, at mennesket grundlæggende skulle være et godt og fornuftstyret væsen, som dermed kan udtænke rationelle løsninger på tidens kriser.
