I mere end to årtier har alle fra statsministre til managementguruer prædiket, at vi må tage et opgør med den såkaldte nulfejlskultur. Dette opgør er efterhånden så udtalt, at det er blevet en del af selve ortodoksien i den danske debat.

Trods de gode intentioner kan konsekvenserne af dette opgør dog ende med at være, at vi ikke adresserer de strukturelle årsager til fejl og desuden overser en grundlæggende sandhed; at vi som mennesker ønsker gode vilkår for at lykkes – og ikke tilladelse til at fejle. Hvis vi blot ser alle fejl som spændende læringsmuligheder, risikerer vi at ødelægge rammerne, der skal til for at lave et godt, omhyggeligt stykke arbejde.