I de sidste, varme dage af juni skulle jeg, som beskikket censor i statskundskab, læse og bedømme et halvt hundrede opgaver. Hen over ti sider skulle de studerende diskutere to teorier og to cases. Da jeg første gang så vendingen »teori A har dog vanskeligere ved at forklare …« efterfulgt af vendingen »her bidrager teori B ved at rette fokus mod …«, tænkte jeg, at det var elegant formuleret. Tredje gang jeg så nøjagtig samme vending i nøjagtig samme tonefald, døde den for mig. Samme opbygning af argumentationen blev gentaget, i den ene opgave efter den anden, indtil jeg til sidst selv begyndte at føle mig som en bot.

Jeg spurgte ChatGPT, om sådan en vending kunne være noget, den havde fundet på. Det bekræftede den. Den forklarede på sin køligt venlige facon, at argumentationen i AI-genereret tekst er kendetegnet ved få originale observationer, generelle formuleringer med ensartet struktur samt en overdreven balance, hvor alt har styrker og svagheder, intet kritiseres hårdt, og konklusionen bliver et forsigtigt kompromis.