Jeg skriver til friheds- og modstandsprædikanterne her i landet. Jeg skriver fra os med nærmeste i Israel; os, der vågnede op til desperate kald på sociale medier og gennem israelske radionetværk fra israelske familier, som søgte at få kontakt med deres savnede børn, forældre, søskende og elskede.

Længe gik der ikke, før disse familier begyndte at genkende deres savnede på brutale videooptagelser, hvor tilfangetagne israelere med bundne hænder, brækkede lemmer, blodige underdele og livløse øjne stirrer fra bagenden af hvide SUVer på en ekstatisk hob af islamistiske terrorister, der fejrer mordene og lemlæstelsen med pistolsalver, spytklatter og religiøse lovprisninger af Herrens storhed.