Konformitetens pris. Aldrig før har der været så mange meninger til rådighed – og aldrig før har så mange akademikere følt sig ude af stand til at udtrykke deres mening. Hvad betyder det for demokratiet, når alle i eliten mener det samme?
Det progressive borgerskabs tid

Collage: Liv Lansner. Kildefotos: Heritage Type, Adobe Stock
Det er lidt sært at bekymre sig om meningsdiversitet i et år som 2026. I min hånd har jeg en smartphone, der giver mig adgang til en større mangfoldighed af synspunkter, end mennesket måske nogensinde før har haft. I apps på sociale medier, i podcasts, som høres af millioner af mennesker, og i tiltagende grad også i traditionelle medier kan jeg følge mennesker, der fremfører argumenter for kommunisme og fascisme, høre dem forsvare social retfærdighed eller islamisk teokrati eller finde andre ildsjæle, der ønsker at overtale mig til at blive katolsk munk eller hasidisk jøde.
Efter den storstilede udbredelse af kunstig intelligens kan jeg endda bede ChatGPT, Claude eller DeepSeek om at fremlægge de argumenter, jeg går ind for, i et tonefald og en stil, der passer til den moralske tradition, som jeg tilfældigvis synes bedst om. John Stuart Mill er berømt for sin udtalelse om, at det er vigtigt at bevare sine overbevisninger som levende sandheder og ikke som døde dogmer, noget, der kun er muligt, hvis man går ind for en ægte meningsdiversitet. »Hvis der ikke findes modstandere af alle væsentlige sandheder,« skriver han, »er det nødvendigt at forestille sig dem og forsyne dem med de stærkeste argumenter, som djævlens allermest udspekulerede advokat kan fremtrylle.« I dag står denne djævlens advokat til rådighed for enhver, der har en bredbåndsforbindelse.
Del: