Debatten om danskhed har i løbet af de seneste uger været i centrum, denne gang med udgangspunkt i, hvorvidt danskhed også kan beskrives som noget, der er karakteriseret ved blod eller genetik. Som Christian Egander Skov har formuleret det i Genstart, tilføjer det en tredje position i den danske offentlige samtale, hvor danskhed kan forstås juridisk, åndeligt eller altså nu også biologisk. Eller sagt på en anden måde: som statsborgerskab, som værdifællesskab eller som afstamning.

Debattens genkomst har fået mig til at tænke på den nordafrikanske historiker og filosof Ibn Khaldun. I sit værk Muqaddima beskriver han begrebet aṣabiyya – ofte oversat som gruppefølelse, men bedre forstået som sammenhængskraft. Det betegner ikke en idé eller en identitet, men en faktisk social tilstand: graden af gensidig forpligtelse, loyalitet og fælles orientering i et samfund.