Stramme kæder

Læs hele Brian Nygaards analyse 'Stramme kæder' på Weekendavisens hjemmeside her.

Kære læser

De har uden tvivl set mange brækkede kraveben på hospitalet i Knokke-Heist i den vestlige del af Flandern, og inden ambulancen ankom med Jonas Abrahamsen for nøjagtigt fire uger siden i går, vidste han nok allerede selv, at hans ville blive det næste. 

Med ti kilometer til mål på første etape af Belgien Rundt var han på vej op gennem den venstre side af feltet for at blande sig i spurten. Men det var for langt til venstre, for en stribe ryttere kom ud på den forkerte side af en betonhelle, og der blev panikbremset for at undgå en direkte kollision. Abrahamsen slog en kolbøtte over styret og landede hårdt. Da han forsøgte at komme op, kunne han ikke støtte på den ene arm. Det var skidt, for den var god nok: Kravebenet var brækket.

Sidste år var Jonas Abrahamsen Uno-X-holdets helt store spydspids under Tour de France, da han udover at være mere udbrudsaktiv end de fleste, bar den prikkede bjergtrøje i hele ti dage. Netop den trøje var herligt karmapostkort til hans unge jegs vægtudfordringer. Han var simpelthen for tynd og måtte hen over en årrække tage 20 kilo på for at nå sit fulde potentiale som rytter og ramme de tal, det krævede at blive professionel. En subtil balancegang for at sige det mildt – at skulle tage ti kilo på i løbet af en enkelt sæson og stadigvæk producere resultater for at sikre sig en kontrakt. Men hans fysiske potentiale var så enormt, at da hans motor endelig ramte det rigtige karosseri – et, der flugtede med hans naturlige anlæg – passede pengene, og han kunne følge Uno-X, da de i 2020 landede i sportens anden division som rigtig professionelle.

Der befinder de sig stadigvæk, men meget er sket siden da. Abrahamsen er blevet kendt som det, han er, nemlig en ustyrlig naturkraft på en cykel. Dem, der kender ham, siger, at han er så stærk, at det nærmest står i vejen for hans resultater. Han er alt for generøs med sine kræfter og vil hellere føre solen sort end at sidde på hjul og putte med ressourcerne. Når først der bliver givet los, kører han som en livstidsfange, der har sprængt kæder og lænker. Men på sportens allerøverste niveau bliver man 19 ud af 20 gange snydt af smartere ryttere, hvis man turer frem på den måde – hvis ikke oftere. I går var en meget, meget stor undtagelse. 

Læs resten af min analyse af 11. etape her.

Kærlig hilsen

Kender De nogle, som burde læse med? Så send gerne mit nyhedsbrev videre til dem, og sig, at de kan skrive sig op til at modtage det lige her.