Nogle film er velsignet med lykkelig timing. I 2018 var Ryan Cooglers Black Panther virkelig den rigtige film på det rigtige tidspunkt. Black Lives Matter-bevægelsen havde moment, og der var i hele kulturen en iver efter at kompensere for mange årtier med hvid dominans. Så den første Marvel-film med en sort superhelt blev en milepæl og et pejlemærke, der banede vejen for mere diversitet.

Fire år efter er verden knap til at kende. I 2018 var der overskud og en udbredt tillid til fremtiden. Efter covidpandemien, økonomisk uro, politisk polarisering og tektoniske forrykkelser i mediestrukturen er billedet noget nær modsat. Mange projekter er aflyst eller nedskaleret. Det er både pris- og bemærkelsesværdigt, at Disney og Marvel Studios vælger at stole på stoffet og gå hele vejen. Black Panther var en stor produktion. Wakanda Forever er en kolossal satsning.