Vores mad

Så er den her, Vores mad, kogekonen Nanna Simonsens store, generøse greb om danske egns- og yndlingsretter, hvor man ikke får fornemmelsen af at sidde og tygge på en museumsgenstand, men klassisk dansk mad. Det sære er, at den mad, som »i århundreder har sikret fysisk vækst, arbejdsevne, livsmod, læreevne og latter til slægterne«, er blevet livsnødvendig igen og denne gang af politiske grunde. Klima! Den stensikre sæsonbevidsthed, absolut råvaregehør, det ultralokale og at udnytte alt er bogens essens. Sådan bør vi leve nu. Den glædelige tilføjelse til hele denne nødvendighed er, at Nanna Simonsen både kan lave mad og skrive smukt og præcist om årstider, madhistorie og kulinarisk omsorg (når det er jul, når nogen vender hjem, når nogen skal forkæles, når nogen er småsløje eller kede af det).

Jeg har fulgt hende siden 1980erne og den uhøjtidelige sort-hvide kogebog Emma gad, vi gider ikke sammen med Camilla Plum, og jeg slider jævnligt på hendes Smag på Danmark (2003), især når det gælder det drøje kød, som ikke koster noget, men smager som en million, hvis man ved, hvad man skal stille op med det. Hendes mad er aldrig opstyltet, aldrig bygget op i tårne, sprøjtet ned i smalle glas eller forvandlet til skum eller underligt tungeprikkende sne, men nede på jorden. Måske derfor kalder hun sig kogekone, ikke kok. På Møn lever hun et sæsonstyret »gammeldags landliv, selvvalgt og på nutidige betingelser« med brændefyret komfur, sanketure i skoven, syltning, bagning.