Vand

Fredag 10. maj, 9.56. Jeg sidder på et hotelværelse i nærheden af Oslo, et stykke oppe i fjeldene. Det er morgen og vindstille. Uden for vinduet kan jeg se et par af hotellets sorte træbygninger, og neden for dem, langs asfaltvejen der fører væk fra stedet, står en klynge nyudsprungne birketræer. Næsten alt andet af den efter sigende storslåede udsigt ned over dalen ligger skjult i tåge og dis. Luften er fuld af en form for støvregn, der er så tæt og fin, at den snarere end at falde til jorden bliver hængende og driver rundt, som en slags skysystem i mikroformat.

Ved siden af mig på skrivebordet står en kop kaffe og et glas vand. Kaffen har jeg hentet nede i receptionen, og vandet har jeg lige været ude på toilettet efter, jeg åbnede hanen, holdt glasset ind og lod det fylde op af den kolde, klare, gennemsigtige væske. Det er en af de tusindvis af ting, jeg tager for givet igennem en dag; vand der løber ud af hanen når jeg åbner. Jeg skænker det ikke en tanke, jeg skruer bare op for det i min bedøvede velfærdsslummer, og friskt, klart drikkevand strømmer ud. Hvad ville jeg gøre, hvis dette mirakel en morgen pludselig ikke indtraf?