Spiritus. Thomas Vinterberg præsenterer en instruktiv fabel om alkohol. En fornem film om modne mænd – med indbygget hyldest til ungdom og frihed.
Ungdommens kilde
Alkohol er danskernes nationalgift. Vi er fornuftige i så mange henseender, men lige på dét punkt giver vi os ikke. Spiritus er vores narkotika, simpelt hen. Den vedtagne gift, den sociale forsoner, stimulansernes store udjævner.
Ordet spiritus kommer af ånd. Alkohol er ånd. Jeg nød selv giften intenst i min ungdom og kunne knap nok leve uden i tæt på tyve år. Efter 31 år som afholdsmand kan jeg stadig huske – og nu og da savne – den dybeste fred. Hvor varmt og trygt der kunne være i rusen. Hvor stærk jeg kunne føle mig – og hvor rædselsfuld morgenen efter kunne være. Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm – der ser sig selv som to alen af et stykke – har skrevet en mageløs film, der formelt set handler om alkoholens potentiale. Pandoras æske bliver flået helt op og indholdet undersøgt i detaljer. Velsignelse, forbandelse, afhængighed. Hvis De kun ser én ny dansk film i år, skal det nok være Druk.
Del:
