Den kroniske uskyld. Det Kongelige Teater. Iscenesættelse: Elisa Kragerup efter Klaus Rifbjergs roman af samme navn. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Lys: Clement Irbil. Til 8. juni.

De første minutter er indlysende vidunderlige og gedulgt foruroligende som en krigsballet. Drengene Tore (Morten Hee Andersen) og Janus (Simon Bennebjerg) mødes i mellemskolen. Tore er den stærke, duelige førerhan i stribet strik; Janus er bønnelang, betuttet og forpuppet i brune nuancer. De har smidt de enorme lædertasker fra sig og er langt væk i en leg – først med maskinpistoler og siden miniaturesoldater. Vi kan hverken se pistolerne eller soldaterne, men vi ved, de er der, for vi har været der selv. Drengene snor sig om hinanden, den ene arm slynger den anden, og snart kurrer de to omkring på trægulvet i en fælles, glidende piruet. Det er denne prøvende, kærlige uskyld, som burde være evig, men snart vil blive udfordret, der udgør kernen i Elisa Kragerups mesterlige iscenesættelse af Klaus Rifbjergs ungdomsklassiker Den kroniske uskyld (1958).