Alting sker i verden lige nu, store tandhjul er sat i bevægelse af en mikroskopisk virus, og sandsynligvis bliver vi aldrig helt os selv igen. Jeg er bare her i mit hus og skriver på noget, præcis som jeg altid har gjort. Her sker ingenting, mens alt er i forandring. Men verden distraherer mig konstant. Det er, som om jeg må have et øje på den hele tiden, fordi alt vitterligt kan ske. Samtidig med at intet sker. Dagene er mere ens end nogensinde, og verden er vildere end nogensinde. Én ting er det nye sæbe- og distanceliv, dødstallet og den truende recession. Endnu mærkeligere er de evangeliske kristne, der overhovedet ikke tror på, at der er en pandemi, eller forsøger at eksorcere den væk. Jeg ser en bizar dokumentar om amerikanere, som holder tigre, løver og andre store kattedyr, og funderer over den uhæmmede indtrængen i naturens verden, som gør, at virus springer over på mennesker. I min egen lille by stoler man på, at man også kommer gennem dette, og skruer lidt op for gør-det-selv-projekterne.

SÅDAN HAVDE JEG IKKE FORESTILLET MIG DET. Jeg har aldrig været i tvivl om, at den fredelige og rige tid, jeg har levet i, en dag ville blive forstyrret og alting sat på prøve. Det ville være mærkeligt andet. Jeg er et barn af Efterkrigstiden med al dens fred og idealisme, og med fluorskylninger, vitaminpiller og masser af sport blev vi børn gelejdet ind i samfundet uden nogensinde at blive udsat for store kollektive farer. Der har været krisetider og individuelle trængsler, bevares, og vi var bange for Den Kolde Krig og atomkraft. Men i modsætning til alle tidligere generationer har vi aldrig oplevet, at vores fundamentale tryghed var truet. Vi har aldrig skullet stille op og yde ofre. Vi er ikke blevet prøvet og martret i tidernes store smeltedigel, som de foregående generationer blev det af verdenskrigene og den store depression og i alle de stater, som gik under eller skulle bygges op fra grunden. Og her kommer så krisen: nærmest usynlig.