Tv-debatter anno 2020

I sidste uge handlede Clement Kjersgaards tv-program Debatten om »kulturen«. Her blev kulturlivet endevendt i oneliners af et tilfældigt hold soldater, som var sat til at skyde på hinanden denne aften. Jeg var en af dem.

Da jeg genså programmet, gik det op for mig, at de fleste af os jo lyder, som om vi bliver interviewet efter en hjerneblødning, der har ændret vores personligheder afgørende, på grænsen til onde.

Anders Lund Madsen fik for eksempel sagt, at vi burde lade COVID-19 gøre det af med al kultur, så de svage kultur­aktører kunne falde, og de stærke kunne overleve. Så fik vi ryddet op, mente han.

Morten Messerschmidt fik sagt, at kultureliten er et venstre­orienteret propagandaapparat, som næsten udelukkende laver kommunistiske Bertolt Brecht-forestillinger.

Peter Aalbæk fik sagt, at hele kulturdanmark er en inces­tuøs familie, der kun kører i Teslaer og har sommerhuse i Tisvilde, så langt fra den virkelige verden, man kan komme.

Jeg selv fik sagt, at jeg altid er faldet i søvn til Hamlet, og at al klassisk dramatik er noget værre lort. Debatten gav følelsen af, at man var blevet placeret over for hinanden for at slagte hinanden, ikke for at gøre hverken hinanden eller seeren klogere.

Der står på Wikipedia, at en tv-debat er en menings­udveksling mellem mennesker med forskellige holdninger til et givent emne. Wiki skal måske ind at skrive, at en tv-debat i 2020 er en konkurrence i at sige det vildeste og det dummeste, så man får lov til at beholde ordet.

Jeg kan godt forstå, hvis en del danskere efter den og mange andre tv-debatter tænker: Betaler jeg virkelig skat for, at de her mennesker skal styre mit land? Både den politiske elite og den kunstneriske elite kan ved Gud oppe sig på tusind parametre, og det skal vi. Men bruger man bare et minut på at kigge nærmere på ytringerne fra den aften, vil man for eksempel opdage, at på teatrenes programmer er det altså 1 ud af 100 gange, der produceres Bertolt Brecht. Og med et enkelt blik ind i den incestuøse, teslakørende kulturfamilies årsregnskaber vil man finde ud af, at 9 ud af 10 kulturfolk lever for en årsindkomst, som svarer til en pædagogmedhjælpers på 19 år. Kulturfolkene arbejder bare 80 timer om ugen.

Kigger man på, hvem det egentlig kommer til at gå ud over, hvis man følger Anders Lund Madsens råd til regeringen om at lade den såkaldt stærke kultur overleve, og den såkaldt svage indadvendte, ufolkelige kultur dø, vil man opdage, at det jo faktisk er de kommercielle scener som for eksempel Roskilde Festival, der kommer til at ryge i COVID-19-svinget, hvis de ikke får hjælp fra regeringen. Ups! Og i forhold til min egen Hamlet-udmelding skal jeg da blankt indrømme, at Hamlet er en grundfortælling om hævn og eksistens, og at jeg selv har kopieret den og refereret til den i arbejdet med utallige nyskrevne værker. Så den er ikke bare noget lort, selvom den måske efter min mening skal sættes op lidt sjældnere.

Jeg er faktisk stor fan af Clement Kjersgaard. For han er u-doven og har lavet sin research, og jeg kan mærke, at hans hjerte brænder for debattens grundform, menings­udvekslingen. Men faktum er, at vi skøjtede hen over stort set alle kulturens emner på en så overfladisk måde, at en gruppe Paradise-tv-deltagere på 18 ikke havde nået os til sokkeholderne. Med den moderne debatkultur, som både knivskarpe journalister som Clement og fageksperter som os er underlagt, er der i hvert fald en rigtig god grund til at producere og se teater, film, musik og billedkunst. Her kommer både deltagere og publikum i dybden med tingene uden at blive afbrudt.

Jeg tror, at seerne ville kunne lide at se en knivskarp journalist som Clement lade nogle kulturfolk dykke ordentligt ned i et emne på tv. Hvis vi tager et lille hjørne af debatten fra sidste uge, for eksempel spørgsmålet om ligestilling i forhold til kuratering af mandlige og kvindelige kunstnere på museerne, kunne bare dét emne jo vare en hel time!

Det havde været oprigtigt interessant at høre flere forskellige museumsdirektørers tilgange til problemstillingen, en kunsthistoriker med udenlandske perspektiver, en KULTUR­ordfører fra DF skulle selvfølgelig også være velkommen (hun hedder p.t. Pernille Bendixen) og måske noget så sært som ... en kvindelig billedkunstner. Jeg synes, at mainstreammedier har et ansvar for at formidle kulturen i de nuancer, den er sat i verden for at skabe.