Provokatør. Asta Olivia Nordenhof er en fremragende forfatter og ditto Facebook-troll. »Jeg kan godt lide at pisse folk af. Bare for dét.«
Trolden
For ikke så længe siden blev forfatter Asta Olivia Nordenhof af sin otteårige datter spurgt, om det egentlig kan ske, at en bil bliver væltet i havet fra en bro, idet broen løfter sig. Da det viste sig utilfredsstillende for datteren at blive spist af med, at sådan noget selvfølgelig ikke sker, gav Nordenhof (»fordi jeg er en idiot«) sig til at fortælle en anekdote.
Det var engang, hvor de holdt og ventede på at køre ombord på en færge, hende og hendes far og hans daværende kæreste. Men der var sket et uheld: En bil var kørt op ad rampen, før færgen var ankommet, og var dumpet ned i havet. Da det via en højtaler blev annonceret, hvad der forårsagede den ekstra ventetid, brød faren ud i latter, Nordenhof gjorde det samme, grinte bare, »over vanviddet«, »det groteske«.


