Scott Kelly, pensioneret astronaut, tilbragte næsten et år i rummet og har noget at sige om isolation. »Tag imod et godt råd fra én, der ikke kunne: Gå udenfor.« Kelly dyrkede blomster på den internationale rumstation, dét eksperiment blev vigtigere for ham, end han havde forestillet sig. Hans kolleger afspillede lyde fra Jorden: fugle, blæst i træerne, endda insekter. Jeg læser det, som jeg læser stort set alt om det enorme eksperiment, vi er tvunget ind i. Med ekstrem interesse. Hvordan har de andre det? Er de også bag om ryggen på den fatale og rædselsfulde epidemi ved at finde ud af, hvem de i virkeligheden er? Bare som et lille plus i minus-tiden?

Jeg er klar over, hvor farligt det er at påstå, at man har det godt, mens andre lider, men det ville være løgnagtigt og for historieskrivningen ødelæggende, hvis der opstod én korrekt og acceptabel linje i afrapporteringen af coronaens tid: den, hvor man ikke kan vente på, at alt bliver nøjagtig som før. Jeg støder hver dag på folk (og mig selv), der sideløbende med frustration, savn, sorg og periodevis panik over uvisheden også mærker noget andet. Noget meget tydeligt andet, der møver sig frem og til sidst ikke kan ignoreres. Der er selvfølgelig ikke tale om at have det godt, fordi andre lider, men fordi et eller andet i hælene på epidemien og nedlukningen utilsigtet åbner for en ny frihed, andre erkendelser, forbløffelse over, at man alligevel ikke kendte sig selv bedre.