Jeg vil tro, at hovedstaden lige nu faktisk fremstår som en ret overbevisende kunstby for de udenlandske museumsfolk, kuratorer, gallerister, kritikere og ikke mindst kunstnere, der kommer til byen i denne uge. Slutningen af august har – ikke mindst på grund af kunstmesserne Chart og Code, der løber af stablen denne weekend – udviklet sig til det tidspunkt på året, hvor den københavnske kunstscene slår alle døre og vinduer op. Kunstfolket er på stikkerne, på cyklen, i metroen og taxaen for at få så mange åbninger med fra så mange forskellige habitater af kunstens fødekæde som muligt. Jeg tog selv hul på sæsonen med besøg på et museum, en kunsthal og et kunstnerdrevent projektrum.

Det hører ikke til sjældenhederne, at danske kunststuderende tager en del af deres uddannelse i udlandet, på et akademi i Wien, London eller Frankfurt. Herfra kan man lettere gå i dialog med den internationale kunstscene – ikke let, men lettere. Samtidig er det en kendt sandhed, som går langt tilbage i kunsthistorien, at danske kunstnere, som er blevet store navne uden for landet, ofte meget sent, nogle gange først efter deres død, bliver anerkendt og udstillet på de store danske institutioner. Det er ligesom ikke godt nok, før MoMA i New York eller Tate London har sat deres blå stempler, helst flere af dem.