Det er svært at forklare, hvorfor det blev en besættelse for mig, men det begyndte med en torsk på Øresund. Dagen var gået, uden at jeg havde fang­et en fisk, og jeg var dybt skuffet. Kort før skuden stævnede mod havn, så kom hugget. Jeg fik et chok og klamrede mig til stang­en, og der bredte sig en sitrende eufori i mig. Jeg var i direkte forbindelse med dybet og et væsen, jeg ikke kunne vide, hvad var. Jeg mærkede gennem linen, hvordan den forsøgte at rive sig løs. Hver bevægelse rejste fra dybet og forplantede sig op i mine arme og ind i mit hoved – som om jeg gennem linen kunne føle fiskens hjerteslag. Og så kom angsten. En konkret frygt for at miste mit bytte og en udefinerbar rædsel for, hvad der ville komme op. For mit indre øje så jeg selv­este Leviathan stige op og fortære både kutter og mig. Da jeg så torskens hvide bug tre-fire meter under mig, forsvandt rædslen og blev erstattet af en besiddertrang, som jeg ikke har oplevet før. Jeg måtte have den fisk. Jeg var som Gollum, der kiggede på sin ring og læsp­ende raspede »min dyrebare«.

Det var min første fisk som voksen, og jeg følte noget, som jeg ikke havde oplevet, siden jeg var barn. I dagene, der fulgte, reflekterede jeg over, hvad det egentlig var, der var sket i mit hoved. Var det et jagtinstinkt, som jeg havde arvet fra vores forfædre, og som havde sikret stammens overlevelse, da vi var jæger-samlere? Noget andet var relationen til havet, alt liv på kloden kommer fra. Blandingen af angst og tiltrækning gav også god mening for mig.